Mellemfolkeligt Samvirke samler ind til Haiti
Op mod en tredjedel af Haitis ni millioner indbyggere er berørt af det ødelæggende jordskælv, som ramte øen tirsdag. Der er brug for hjælp lige nu – og på langt sigt. Derfor samler Mellemfolkeligt Samvirke ind til fordel for de mange ofre i Haiti. ActionAid, som Mellemfolkeligt Samvirke er en del af, har i over ti år arbejdet på Haiti, som er et af verdens fattigste lande, og allerede nu er de i fuld gang med at dele basale nødvendigheder som mad, tæpper og sæbe ud.
Men arbejdet er svært på grund af de massive ødelæggelser, fortæller ActionAids landechef i Haiti Jean Claude Fignole:
"Hundredetusinder sover i telte eller beboer offentlige pladser, hvor de venter på en eller anden form for hjælp. Der er ingen vand, mad eller sanitet. Mange af de overlevende har brækket arme og ben", siger han om situationen i hovedstaden Port au Prince her tre dage efter jordskælvet.
Det er første gang siden oversvømmelserne i Mozambique i 2000, at Mellemfolkeligt Samvirke rejser penge til nødhjælp. Det sker, efter at organisationen er blevet en del af ActionAid og nu er til stede i mere end 50 lande – herunder i Haiti siden 1996.
"ActionAid er som en af de første allerede nu i færd med at hjælpe de overlevende og er yderst aktive i den første nødhjælpsfase. Hovedfokus ligger på at sikre at genopbygningen bliver taget med i planlægningen fra starten, så befolkningen kommer styrket ud af katastrofen og er i stand til at stille krav til f.eks. myndigheder. Det arbejde er vigtigt at sætte i gang allerede nu", siger international direktør i Mellemfolkeligt Samvirke Birte Hald.
ActionAid har 23 ansatte i Haiti. De er alle i live efter jordskælvet og i fuld gang med hjælpearbejdet. Desuden er et nødhjælpsteam fra ActionAid på vej til Haiti for at understøtte hjælpearbejdet.
Kontakt pressemedarbejder Sara Schlüter på ssc@ms.dk eller tlf. 26710064.
Læs også

Her bliver nødhjælpen delt ud i Haiti
