MS: Biobrændsel skaber sult – burde hedde madbenzin
Række efter række af majsplanter vajer på store afrikanske plantager, mens folk sulter i landsbyen ved siden af. Det er en af de uheldige bivirkninger ved biobrændsel, viser en ny rapport udgivet af ActionAid, som Mellemfolkeligt Samvirke er en del af.
Derfor modtager samtlige Folketingsmedlemmer i dag et brev og en majskolbe for at gøre dem opmærksom på, at den danske lov om biobrændstoffer har massive bivirkninger for verdens sultne, og at biobrændsel i den nuværende form i stedet bør hedde madbenzin.
"Den mængde majs, der skal til at producere en enkelt benzintank biobrændsel til en almindelig personbil, vil kunne mætte et barn i et helt år. Når flere end en milliard mennesker hver dag går sulten i seng, kan Danmark og EU ikke leve med en lovgivning, der sender mad direkte i benzintanken", siger forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach.
Tirsdag den 30. marts vil aktivister mellem klokken 12 og 13 beslaglægge et stykke af Christiansborg Slotsplads, hvor de klædt ud som bønder vil dyrke benzintanke med teksten ’madbenzin’ for at gøre opmærksom på, hvordan store plantager i blandt andet Afrika bliver brugt til at dyrke vores biobrændsel i stedet for afrikanernes mad.
"Vi er ikke imod al biobrændsel, men den industrielle biobrændsel, der fremstilles på baggrund af fødevarer og produceres kommercielt, har vist sig at have alvorlige konsekvenser for verdens fattigste. Det her er et ekstremt vigtigt emne, som vi ikke bør lade ligge, blot fordi det samtidig er yderst kompliceret", siger Trine Pertou Mach.
MS anbefaler følgende handling omkring biobrændsel:
• At Danmark og EU indfører et midlertidigt stop for produktionen af, investeringer i samt subsidier til industrielt biobrændsel.
• At Danmark og andre EU-lande sørger for ikke at låse sig fast på brug af industrielt biobrændsel i deres nationale handlingsplaner for nedbringelse af CO2-udledning fra transportsektoren.
• At Danmark og andre EU-lande yder støtte til produktionen af bæredygtige biobrændstoffer indenfor EU såvel som udenfor og støtter andre alternative og bæredygtige energikilder.