MS: Privatsektorstøtte skal gå til de fattigste småbønder
Fredag formiddag den 19. marts fremlagde Søren Pind udkastet til Danmarks ny udviklingspolitiske strategi. Hos Mellemfolkeligt Samvirke er man positivt overraskede.
"Der er brug for en ny strategi, der som denne tager højde for, at verdens fattigste er hårdt ramt af flere store globale kriser. Oplægget fra regeringen sætter fokus på demokrati, menneskerettigheder, ligestilling og ikke mindst risikovillighed. Det er vi helt enige i", siger forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach.
Hun understreger dog, at der stadig mangler en klar prioritering i strategien. Det er blandt andet uklart, hvordan regeringen i praksis vil skabe en økonomisk vækst, som kommer de fattige til gode. Udvikling af landbruget er i de sidste 20 år blevet nedprioriteret, og regeringen gør ikke nok for at rette op på dette. Mellemfolkeligt Samvirke opfordrer derfor Søren Pind til at skabe økonomisk vækst med udgangspunkt i småbønder, som udgør størstedelen af den fattige landbefolkning.
"Det er helt afgørende, at regeringens markant forøgede støtte til den private sektor kommer de fattigste til gode. Vi efterlyser et klart fokus på den ene milliard mennesker, der sulter. Det kan vi kun gøre noget ved nu og her ved at skabe økonomisk vækst gennem smålandbrug", siger Trine Pertou Mach.
De næste tre uger er udkastet til strategien i høring. Her håber Mellemfolkeligt Samvirke, at Søren Pind vil være åben for at lytte til den debat, der nu kommer.
"Vi håber, at Søren Pind vil gå i en åben og konstruktiv dialog om, hvordan vi omsætter de flotte ord til praksis. Det er uden tvivl den markant øgede fokus på den private sektor, som vil dominere debatten, siger Trine Pertou Mach.