Billede
Palæstinensere på flugt
Fotobyline
MOHAMMED ABED / AFP /RITZAU SCANPIX

Hjælp befolkningen i Palæstina

Situationen i Palæstina er ubegribelig og hjertenskærende

Siden den 7. oktober 2023 har Israel kastet mere end 25.000 tons bomber over Gaza. Konsekvenserne er katastrofale. 70 procent af Gaza ligger i ruiner, mens over 30.000 palæstinensere er dræbt – mange af dem er børn. Nu står hundredtusinder palæstinensere over for sultedød. 
 

HER KAN DU STØTTE MED EN ENKELTDONATION, DER GÅR DIREKTE TIL NØDHJÆLPSARBEJDET.

 
Majdi Fathi / ActionAid

Vores arbejde i Palæstina

Siden den 7. oktober har 95.519 mennesker i Gaza modtaget direkte hjælp.

26.590 personer har fået madhjælp. Det inkluderer 11.200, der har fået varme måltider, 1.650, der har modtaget pakker med mad, og 1.740, der har fået mel i Rafah og Al Nuseirat.

6.750 personer har modtaget forskellige fornødenheder, såsom hygiejneartikler til 3.750 personer og tøj til 2.000 personer i Rafah og Al Nuseirat.

20.000 personer har haft adgang til vand-, sanitets- og hygiejnetjenester (WASH), primært gennem latrinfaciliteter i Rafah.

Beskyttelsestjenester har hjulpet 1.650 kvinder og børn. Heraf har 1.000 kvinder fået adgang til hotline-tjenester i Rafah og Khan Younis, og 650 børn har deltaget i interaktive aktiviteter i Deir El-Balah og Al Nuseirat.

I hele Gaza har 1.163 familier (svarende til 6.978 personer) modtaget kontante midler til forskellige behov.

2.000 personer har modtaget telte, heraf 1.000 i Al Mawasi og 1.000 i Rafah.

Vi står klar med mere nødhjælp på større skala, så snart situationen tillader det.

Spørgsmål til indsamlingen

Hvad er Mellemfolkeligt Samvirkes holdning til den voldsomme eskalering siden den 7. oktober 2023

Drab, bortførelser og overgreb på civile kan ikke legitimeres. Vi fordømmer på det kraftigste Hamas' grusomme angreb, kidnapninger og drab i weekenden. Ligesom vi fordømmer Israels voldsomme angreb på civile i Gaza og blokade af mad, strøm og varmekilder. Angreb på civile er chokerende og inhumane. 

Vi opfordrer begge parter til at udvise absolut mådeholdenhed og skåne civile. Det er afgørende, at international lov overholdes. Vi opfordrer til, at kampene øjeblikkeligt stoppes og at Israel tillader humanitær hjælp ind i Gaza og adgang for international presse. 

Vi bliver også nødt til at anerkende den underliggende konflikt, hvis vi skal kunne opnå en bæredygtig fred. Israel har, som besættelsesmagt, i 16 år holdt Gaza under massiv blokade og gennemført mange angreb på Gaza med meget høje civile palæstinensiske tabstal til følge. Blokaden af Gaza har skabt en humanitær og menneskelig tragedie. Det internationale samfund har kritiseret den ulovlige besættelse og blokaden i mange år, men har reelt ladet stå til mens situationen er blevet værre år for år. 

Der kommer ikke fred før et halvt århundredes besættelse stopper og palæstinenserne også får deres fundamentale rettigheder opfyldt i en eller to stater. 

Hvad er det besatte palæstinensiske område?

Det besatte palæstinensiske område dækker over Vestbredden (inklusive Østjerusalem) og Gaza-striben. Områderne har været besatte af Israel siden 1967.  

Hvordan kan I få nødhjælp ind, når grænserne er blokerede?

Situationen ændrer sig time for time. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at nå frem til Gaza med nødvendige forsyninger. Vores medarbejdere inde i Gaza arbejder hårdt på at hjælpe civilbefolkningen, og har kunnet uddele noget, ligesom vi har kunnet yde kontanthjælp til familier og overføre penge til Al-Awda hospitalet, der har indkøbt medicin og andre forsyninger.

I samarbejde med internationale humanitære organisationer presser Mellemfolkeligt Samvirke hårdt på for at etablere en nødhjælpskorridor til Gaza, så fødevarer, vand, elektricitet og medicin kan nå frem til civilbefolkningen.

Hvorfor arbejder Mellemfolkeligt Samvirke i Gaza?

Siden 2007 har befolkningen i Gaza levet under en blokade, som gør det umuligt at besøge og forlade Gaza via land, hav eller luft. Dette begrænser i høj grad basale fornødenheder som mad, medicin og byggematerialer i at komme ind i Gaza.  

Blokaden gør livet næsten umuligt for de 2 millioner mennesker, der bor der – over 1,2 millioner af dem er flygtninge. De har ringe eller ingen adgang til væsentlige ressourcer såsom elektricitet, vand og kloakering. 

Halvdelen af befolkningen i Gaza er børn, der ikke kender til et liv uden blokaden. Børnene er særligt hårdt ramt. Fire ud af fem børn i Gaza lever med depression, dyb sorg og i konstant frygt. Deres uddannelse er også hårdt påvirket: Næsten 250 skoler blev beskadiget under krigen i 2021, mange efter at være blevet repareret eller genopbygget fra krigen i 2014, hvor mere end 250 skoler blev ødelagt eller beskadiget. 

Blokaden, gentagne eskalationer, krige og stigende fattigdom har haft en ødelæggende indvirkning på Gazas økonomi. Næsten 50 % af befolkningen i Gaza er arbejdsløse, hvilket giver Gaza den højeste arbejdsløshed i verden. Inden for denne sammenhæng støtter vi den palæstinensiske befolkning i at opretholde et værdigt levegrundlag i en umulig situation, særligt med fokus på børn, unge, kvinder og marginaliserede befolkningsgrupper for eksempel internt fordrevne og flygtninge. Vi understøtter befolkningen i at være aktive forandringsaktører og opbygge et civilsamfund, der kan kræve deres rettigheder og holde de lokale palæstinensiske myndigheder til ansvar samt engagere unge om et alternativ til Hamas og radikalisering. 

Hvorfor arbejder Mellemfolkeligt Samvirke på Vestbredden?

Mange palæstinensere der bor på Vestbredden, står over for ringe eller ingen adgang til grundlæggende rettigheder såsom vand, elektricitet, sundhed, sanitet, uddannelse eller levebrød og er ude af stand til at bygge hjem eller infrastruktur. 750.000 mennesker har brug for humanitær bistand, og den palæstinensiske befolkning står over for systematiske menneskerettighedskrænkelser, herunder ulovlige nedrivninger, tvangsfordrivelse og vilkårlige arrestationer. Få har tilstrækkelig adgang til retssystemet. Et system af checkpoints og lukninger begrænser i høj grad bevægelsesfriheden. Mere end en halv million israelere bor i 237 "bosættelser" på Vestbredden, inklusive Østjerusalem, som alle er ulovlige i henhold til international lov. 

Hvilket arbejde støtter Mellemfolkeligt Samvirke i Palæstina?

Mellemfolkeligt Samvirke har arbejdet i Palæstina i årevis, hvor vi samarbejder med vores søsterorganisation ActionAid Palæstina og lokale civilsamfundsorganisationer om programaktiviteter både på Vestbredden og i Gaza. Vores årlige støtte til Vestbredden og Gaza er på ca 7,4 mio dkk. Vi samarbejder om at styrke unge palæstinenseres lederskab og indflydelse for skabe et retfærdigt og bæredygtigt samfund som kan modstå kriser. Det gør vi ved at sikre palæstinensere adgang til offentlige tjenester, sikre at særligt unge kan påvirke beslutningsprocesser og ved at sikre særligt palæstinensiske kvinder og unge beskyttelse og basale menneskerettigheder. 

Konkret arbejder ActionAid Palæstina og lokale partnere på at støtte unge mennesker i at forstå og forsvare deres rettigheder og fremme deres lederskab og aktivisme gennem kapacitetsopbygning og dokumentation. Det sker blandt andet ved at støtte unge til bedre at forstå de politiske, økonomiske, klimamæssige og sociale forhold de lever under i forbindelse med Israels langvarige besættelse og svagt præsterende palæstinensiske myndigheder. Det sker også ved at styrke ungdomsledet kriseberedskab i de mest berørte samfund i Gaza og Vestbredden. Og endelig også ved at støtte unge i at dokumentere menneskerettighedskrænkelser samt manglende serviceydelser fra myndigheder og humanitære aktører side. 

Konkrete eksempler på aktiviteter: 

  • Vi støtter unge i at analysere hvilke offentlige ydelser der udbydes og hvor der er mangler 

  • I Gaza støtter vi unge kriseberedskabsgrupper som er trænet i at respondere i kriser såsom under bombeangreb 

  • Ligeledes i Gaza støtter vi et kvindecenter i at yde støtte til kvinder, som har været udsat for kønsbaseret vold 

  • I Gaza støtter vi en lokal aktør, som leverer sundhedsydelser til palæstinensere 

  • I Betlehem har vi i mange år trænet unge i organisering omkring demokrati og menneskerettigheder – det arbejde er nu udbygget med yderligere seks tilholdssteder for unge på både Vestbredden og i Gaza 

  • Vi understøtter analyser af hvilke miljø og klimamæssige udfordringer besættelsen og klimaforandringer generelt betyder for palæstinensere 

 

Hvad ville konsekvenserne være ved at stoppe bistanden til Palæstina?

Det er meget kortsigtet revolverpolitik at tage udviklingsbistanden fra Det Palæstinensiske Selvstyre. Selvom vi til fulde tager afstand fra og fordømmer Hamas' angreb og Abbas’ seneste udmeldinger. 

Mange almindelige palæstinensere er helt afhængige af hjælp udefra for at overleve. Særligt i Gaza hvor op mod 80 procent er afhængige af den. Palæstinenserne og særligt de 2 millioner palæstinensere i Gaza vil lide endnu mere, hvis Danmark trækker støtten. Det er uretfærdigt at straffe civilbefolkningen for Hamas’ og Israels besættelse, som skaber det store behov for støtte. 

Dansk udviklingsbistand har også til formål at støtte og styrke de palæstinensere, som kæmper for demokrati, menneskerettigheder og en fredelig retfærdig løsning – et alternativ til Hamas og en mere bæredygtig og retfærdig opbygning af en palæstinensisk stat. 

Hvis midlerne til Selvstyret stoppes, bør pengene som minimum kanaliseres til NGO’er, der må forsøge at overtage opgaverne og holde hånden under den palæstinensiske civilbefolkning og fortsætte den nødvendige kapacitetsopbygning. 

Hvis Danmark trækker støtten, og særligt hvis det er med til at starte en international kædereaktion, vil palæstinenserne blive overladt til andre donorer, som meget vel kan have en helt anden udenrigspolitisk dagsorden end os. Man kan jo frygte, at andre regionale aktører som for eksempel Iran eller Saudi-Arabien vil stå klar til at tage over. 

Udviklingsbistanden er derudover et udenrigspolitisk redskab, som baner vej for, at Danmark og EU kan føre dialog med palæstinenserne. Hvis vi lukker for den kanal, lukker vi også for muligheden for at påvirke udviklingen. 

Hvad er konsekvenserne af eskaleringen af vold for kvinder, unge og børn?

Vi er yderst bekymrede for konsekvenserne af yderligere vold mod kvinder, børn og unge. Vores kollegaer i de besatte palæstinensiske områder har fortalt os, at børn er rædselsslagne for lyden af bombardementer. De har set billeder af dræbte børn i deres nabolag. De er bange for at gå i skole, fordi deres kvarterer er blevet ødelagt, og de bor blandt murbrokkerne af sammenfaldne bygninger.  

Unge mennesker i Gaza har allerede overlevet fire krige og lider ofte af psykiske lidelser. Kvinder, der bor i Gaza og flygtningelejrene på Vestbredden, vil også bære hovedparten af denne eskalerende vold. En enorm husholdnings- og omsorgsbyrde vil falde på deres skuldre for at tage sig af de sårede, for at klare ødelæggelsen af hjem, offentlig infrastruktur, sundhedstjenester og adgang til rent vand.  

Støtter Mellemfolkeligt Samvirke Hamas? Eller nogen terrorgrupper?

Nej, Mellemfolkeligt Samvirke støtter ikke Hamas. Vi er en uafhængig, politisk, ikke-partipolitisk og menneskerettighedsfokuseret organisation. Vi arbejder med lokale partnere og yder assistance direkte til lokalsamfund. Vi finansierer ikke vold af nogen art. Vi har arbejdet i de besatte palæstinensiske områder siden 2007 og samarbejder med lokale kvinder og unge ledede grupper, som er transparente og ansvarlige, for at hjælpe de mest udsatte og marginaliserede mennesker. 

Vi støtter det palæstinensiske folks langsigtede ret til selvbestemmelse, en ende på besættelsen, blokader og respekt for international lov. At udtrykke denne støtte betyder hverken, at vi støtter ledelsen af Hamas i Gaza eller udfordrer Israels ret til tryghed og sikkerhed. 

Hvad er Mellemfolkeligt Samvirkes holdning til raketter, der bliver affyret ind i Israel?

Hamas er ansvarlige for civile dødsfald og kvæstelser forårsaget af raketbeskydning mod Israel. Raketterne der affyres fra Gaza ind i Israel er upræcise, og deres brug er i strid med international humanitær lov, som forbyder brugen af våben, der af natur er vilkårlige.  

Hvad er Mellemfolkeligt Samvirkes holdning til israelere kidnappet til Gaza?

Vi fordømmer på det kraftigste Hamas' grusomme angreb, kidnapninger og drab. At udføre eller true med at udføre en gidseltagning er forbudt i henhold til international humanitær lov. Enhver tilbageholdt, herunder kombattanter, skal behandles humant og med værdighed.

Alle parter skal respektere deres forpligtelser i henhold til international humanitær lov og stoppe drab, kidnapninger og angreb på civile.

Hvad er Mellemfolkeligt Samvirkes holdning til ulovlige bosættelser?

Mellemfolkeligt Samvirke mener, at den eneste måde at sikre bæredygtig fred er ved at stoppe den militære besættelse, standse den uretfærdighed og uværdige behandling som palæstinensere udsættes for på den besatte Vestbred, Østjerusalem og Gaza, og sikre ligestilling for palæstinensere overalt. Det gælder også retten til at vende tilbage til deres hjem, hvor de eller deres familier engang boede. 

Israelske bosættelser på Vestbredden og Østjerusalem er ulovlige. De bryder utvetydigt international humanitær lov, og de udgør samtidig en hindring for fred mellem Israel og palæstinenserne. Det slog FN's Sikkerhedsråd fast i december 2016 med resolution 2334, som kalder bosættelserne "illegitime" og en "hindring for fred". 

Bosættelsespolitikken skaber udbredt fattigdom og fratager palæstinenserne deres jordbesiddelser, som de har haft i generationer. Bosættelserne underminerer mulighederne for en holdbar to-statsløsning langs de såkaldte 1967-grænser. 

Hvis blokaden blev ophævet, hvad ville de sikkerhedsmæssige konsekvenser være for Israel?

Mellemfolkeligt Samvirke kan ikke spekulere i, hvad virkningen af at ophæve blokaden ville være for Israel, men vi mener, at de evige cyklusser af vold først vil ende, når de underliggende årsager til volden adresseres, og besættelsen samt tvangsfordrivelserne ophører.  

I tråd med FN, ICRC og mange regeringer anser Mellemfolkeligt Samvirke den 16-årige blokade af Gaza for at være en form for kollektiv afstraffelse, og derfor ulovlig i henhold til international lov. Derfor kræves en øjeblikkelig ophævelse af blokaden.

Hvor meget af min donation går til at hjælpe ofrene for katastrofen?

83% af din donation går til at hjælpe ofrene i den akutte krise. 10% af din donation går til at hjælpe i de katastrofer, der aldrig når avisernes forside, som f.eks. langstrakte sultkatastrofer. 7% går til at administrere din donation og at sikre den bedste brug af pengene.

Vil du støtte som virksomhed?

Du kan støtte som virksomhed her.