H&M smutter fra skatten i Bangladesh
Mens den gigantstore svenske tøjkæde Hennes og Mauritz (H&M) skovler penge ind på billige kjoler og t-shirts, så løber tøjkæden fra regningen i udviklingslande. I 2008 betalte H&M blot 435 kr. i skat* i Bangladesh – på trods af at kæden køber størstedelen af dens tekstiler til vores sommerkjoler og vinterfrakker i Bangladesh. Samme år havde H&M-koncernen et overskud på 16 mia. kr.
Det viser en ny rapport fra den svenske medlem af ActionAid, som Mellemfolkeligt Samvirke er en del af. Rapporten viser, at H&M's har bygget sin virksomhedsstruktur op på en måde, så Bangladesh mister 75 mio. kr. i skatteindtægter – eller mere – hvert år på grund af tøjkædens skatteunddragelse. Det er ikke ulovligt, men dybt uetisk.
"Et firma som H&M, der gerne vil fremstå bæredygtigt, bør tage sit ansvar på sig. Deres omsætning er større end hele Bangladeshs statsbudget og det er dybt uetisk, at H&M – og mange andre firmaer – indretter sig på en måde, så de undgår at betale skat i lande som Bangladesh", siger forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach.
Bangladesh er et af verdens fem folkerigeste lande og et af verdens fattigste.
"Halvdelen af børnene i Bangladesh går i skole i mindre end fem år. For 75 mio. kr. kan over 130.000 børn begynde i skole. Hvis vi skal gøre os håb om at nå 2015-målene, bl.a. om skolegang til alle børn. Der bliver talt utrolig meget om socialt ansvar i erhvervslivet. Det her er et oplagt sted at starte", siger Trine Pertou Mach.
Hvert år mister u-landene op mod 1000 mia. dollars alene ved kapitalflugt og skatteunddragelse. Det svarer til cirka seks gange den internationale udviklingsbistand. For eksempel sker 65 pct. af kapitalflugten ved, at multinationale selskaber flytter overskud fra u-landene til søsterselskaber i skattely.
"H&M er et blot ét eksempel på, hvordan virksomheder helt lovligt fører deres overskud ud af fattige lande. Deres egne systemer er for svage til at kæmpe mod store firmaer som H&M, derfor er det vigtigt, at der kommer globale regler på området, så pengene kan bruges til at bekæmpe sult og fattigdom i Bangladesh stedet for at lune lommerne i Sverige", siger Trine Pertou Mach.
Sammen med ActionAid anbefaler Mellemfolkeligt Samvirke, at virksomheder skal være tvungne til at bogføre de indtægter og udgifter, de har i hvert land i såkaldte land-for-land-regnskaber, så det bliver gennemsigtigt, hvordan virksomheder flytter overskud mellem datterselskaber i koncernen og over landegrænser.
Der bør også oprettes et automatisk informationsudveksling mellem skattemyndighederne på globalt plan, så udviklingslandene får tilgang til den information, de har brug for at kunne opkræve skat af overskud, som virksomhederne har fået i deres eget land.