Kylling til tre kroner kiloet
I Afrika er importen af kylling eksploderet, og EU er den største leverandør. En årsag er, at EU yder eksportstøtte til fjerkrækød. Der er eksempler på kylling solgt til 3 kr. per kg. Det gør ondt på de afrikanske bønder.
Af Kaj Lund Sørensen, landbrugslærer, aktiv i MS11. april 2005
I denne uge vil vrede ghanesiske bønder slippe høns løs ved Ghanas parlament. Det sker som et led i en kampagne for retfærdig verdenshandel – Global Week of Action – hvor organisationer i 80 lande vil sætte fokus på den handelspolitik, der ødelægger landbrugsudvikling i fattige lande.
Ghana er fra naturens side skabt til landbrug, og landet har traditionelt været selvforsynende med de fleste fødevarer. Regeringen begunstigede lokal produktion ved hjælp af importafgifter, men i midten af 1990’erne begyndte landbrug at blive en dårligere forretning. Forklaringen skal findes hos Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, som – for at bevilge nye lån til nødvendige investeringer – pressede Ghana til ensidigt at nedsætte importtolden kraftigt.
Konsekvensen var, at varer fra EU og USA væltede ind. Mælkepulver fra Holland, spagetti og dåsetomater fra Italien, sukker fra Frankrig, kiks og småkager fra Danmark, ris og majs fra USA er nogle af de eksportstøttede varer, der præger hylderne i de ghanesiske supermarkeder.
Jeg har oplevet bønder i Nordghana fortælle om, hvordan afsætningen af ris, bomuld og tomater er blevet meget usikker og i perioder helt umuligt. De må se sig udkonkurreret på hjemmemarkedet af landmænd fra USA og EU, som nyder godt af både direkte landbrugsstøtte, forskellige former for eksportsubsidier samt toldmure. ”We liberalize – you subsidize!” siger man i Ghana.
Den tidligere præsident Rawlings havde for 20 år siden en ambition om, at ”flere almindelige mennesker skal også smage kylling”. Men han forestillede sig næppe, at det skulle være importerede frosne kyllinger fra Holland, Irland, Tyskland, Frankrig, Belgien, Storbritannien og Danmark.
I en række afrikanske lande er importen af kyllingekød eksploderet siden 1995, og EU er den største leverandør. Således er EU's eksport til Ghana steget fra 3400 ton i 1996 til 12800 ton i 2003. Der er flere forklaringer på, hvorfor europæiske kyllinger har overtaget markedet og fortrængt de lokale kyllinger til en markedsandel på kun 10 procent.
En årsag er, at EU yder eksportstøtte til fjerkrækød. I 2000 blev der brugt 560 millioner kr. på dette, men beløbet svinger fra år til år. En anden årsag er, at den europæiske fjerkræindustri dumper de dele af kyllingerne, som forbrugerne i EU ikke vil spise (vinger, hals, rumpe, lever, hjerte, kråse). 65 procent af EU's eksport er i denne kategori. Endelig er der afsætningen af det kyllingekød, der ikke opfylder EU’s egne standarder, fordi det er for gammelt, eller fordi det er inficeret med eksempelvis salmonella og campylobacter.
Der er eksempler på, at den europæiske fjerkræindustri sælger kylling til 3 kr. per kg. Og det gør ondt. Den stigende dumping af frosne europæiske kyllinger har både ruineret småbønder med fjerkræavl og ødelagt forarbejdningsindustrien.
Når det specielt er de ulige handelsvilkår i Ghana, der fremhæves, er det fordi, jeg har arbejdet i landet i en periode, og fordi eksemplerne er veldokumenterede. Men tilsvarende forhold findes desværre i mange andre afrikanske lande.
I Danmark var landbrug for 100 år siden den bærende kraft i landets udvikling, fordi der var udenlandske markeder, hvor vi kunne afsætte det, vi var gode til at producere. Det var bl.a. smør, æg og bacon. I dag er det en række u-lande, som – på grund af lave omkostninger – er konkurrencestærke med landbrugsvarer, men de rige landes tårnhøje toldmure forhindrer dem effektivt i at udnytte denne fordel. Men det værste er, når de samme rige lande med EU i front yder eksportstøtte til den overskudsproduktion, der ikke kan sælges på markedsvilkår.
EU har gennem 1990’erne reduceret eksportstøtten, men i 2003 udgjorde denne direkte destruktive støtte stadig 9 procent af landbrugsbudgettet. Konsekvensen er, at fattige bønder presses ud af deres egne markeder, og landbrugsudviklingen i fattige lande ødelægges. Resultatet af denne råhed, stupiditet og kynisme er en orden, der er svær at skelne fra den gamle koloniale uorden: At tage fra de fattige og give til de rige.
Vores handelspolitik saboterer u-landenes muligheder for at skabe udvikling, fremgang og komme ud af sulten. Vores høje importafgifter holder dem ude af vore markeder, eksportstøtten holder verdensmarkedspriserne kunstigt nede, og vi ødelægger deres egne markeder ved at dumpe overskudsproduktionen. EU’s landbrugsordninger er, som The Economist skrev for få år siden, ”det ultimativt mest idiotiske system, som den vestlige verden nogensinde har skabt”.
I de igangværende forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen, WTO, skal den danske regering arbejde for, at de rige lande aftrapper støtten til landbruget og åbner markederne op for import fra Syd. Samtidig bør de fattigste u-lande have mulighed for – i en overgangsperiode – at beskytte sig mod import for at øge lokal fødevareproduktion. Og så skal Den Internationale Valutafond respektere den handelspolitik, der aftales i WTO.
Artiklen har også bragt i Midtjyllands Avis den 12. april og i Landbrugsavisen den 15. april i kortere udgave under overskriften: ”Europæisk fjerkrækød dumpes i Ghana.”