Demokrati, kultur og forandring

Antropolog Kirsten Hastrup

Folk lever forskelligt i verden, men ikke i forskellige verdener, derfor har vi potentialet til at forstå hinanden. Kultur er ikke et mentalt fængsel, men et udgangspunkt for at møde verden på nye måder, siger antropologen Kirsten Hastrup i denne samtale om bl.a. Mellemfolkeligt Samvirkes fokus på demokrati.

Kirsten Hastrup tager imod i Kommunehospitalets store, lyse lokaler, som Institut for Antropologi for nylig er flyttet ind i. Hun er leder af instituttet og har været professor i antropologi siden 1990. Universitetet er hendes verden, men hun er dybt optaget af den anvendte antropologi – af fagets evne til at knytte sig til samfundsprojekter, ikke mindst globalt udviklingsarbejde. Og hun er aktuel med bogen ”Kultur – Det fleksible fællesskab”.

Mellemfolkeligt Samvirke har besluttet at fokusere på demokrati forstået som fattiges deltagelse nedefra. Er demokrati en universel værdi eller eksport af vore egne værdier?

”Nu kan man forstå lidt forskelligt ved ordet ”demokrati”, men jeg går i høj grad ind for menneskerettighederne og hele det bagvedliggende demokratiske program, hvor alle mennesker er lige og skal have politiske rettigheder og indflydelse på deres eget liv – ikke kun ved stemmeurnerne, men også i det daglige – og deri ligger et grundlæggende menneskesyn, som er meget foreneligt med, hvad jeg forstår ved demokrati. Heri ligger en begrundelse for en bred folkelig deltagelse i demokratiseringsprocesserne.”

Der findes altså universelle værdier?

”Der findes under alle omstændigheder noget fælles menneskeligt. ”Værdier” er et svært ord, fordi det ofte knyttes til kulturer som ”kulturelle værdier” og bliver lidt for tingsliggjort. Værdier ændrer gradvist form, tyngdepunktet flytter sig i takt med nye erfaringer. Man vil stadig sige, at man har fælles værdier, men i praksis ændrer de sig umærkeligt ved mødet med andre måder at leve i verden på.”

”Jeg tror, at mennesker grundlæggende har nogenlunde den samme udgangsposition. Vi vil ikke bare være ofre for en mekanisk samfundsorden, vi vil gerne have indflydelse på vores historie. Folk har ikke den samme grad af indflydelse, men vi er fælles om at forstå, hvad det betyder at kunne træffe sine egne valg på en række fundamentale områder. Heri ligger en form for universalitet.”

En traditionel healer i Gokwe-distriktet i Zimbabwe – optændt af en diskussion om, hvorvidt man kan helbrede aids.

Antropologer bliver beskyldt for at være ”kulturrelativister” – for kun at ville forstå kulturer på deres egne præmisser?

”Kulturrelativisme er mange ting. I den mest ekstreme form er den absurd, fordi den forudsætter, at kulturer er lukkede systemer, som ikke kan forstås udefra. Med den absolutte kulturrelativisme stopper dialogen, for så er der ingen grund til at tale sammen. Men al antropologisk forskning viser, at kulturer ikke kun udvikler sig inden for deres egne rammer – de udvikler sig altid i dialog med hinanden og med omverden.”

”Folk lever forskelligt i verden, men ikke i forskellige verdener, derfor har vi potentialet til at forstå hinanden. Antropologien hviler på det grundlæggende menneskesyn, at alle er lige meget mennesker, og at alle har lige stor fornuft og forestillingsevne. Man kan sagtens forestille sig andre måder at leve på, og dermed har man også mulighed for at ændre sin egen verden. Der er ikke noget, som forhindrer kulturer i at udvikle sig, udveksle med andre eller bryde sammen for den sags skyld. I dén forstand er kulturrelativismen død.

”Folk kan have forskellige begreber om verden, som man er nødt til at forstå. Men de forskellige begreber om ret og rimeligt kan påvirkes og ændres, og det skal man ikke vige tilbage for, hvis man finder konkrete kulturelle praksis’er krænkende. Vi skal forsøge at forstå andre folks begrebsverdener, men vi skal ikke lade være med at anfægte eller udfordre dem. Man kan foreslå ændringer, som ikke nødvendigvis vælter en hel historie fra den ene dag til den anden og gør folk hjemløse i deres eget samfund.”

”Kulturbegrebet er som et prisme, der hele tiden drejer sig og betyder noget lidt andet.”

For et år siden udkom din bog ”Kultur – Det fleksible fællesskab”...

”Tanken var at undersøge, hvad kulturbegrebet kan bruges til. Man kan anskue kultur på utrolig mange måder. Som en distinktion, som et problem, som en arv eller som en rettighed, og hver gang man bruger det i en særlig sammenhæng, så drejer det sig. Kulturbegrebet er som et prisme, der hele tiden drejer sig og betyder noget lidt andet. Skal man sige noget generelt, så udtrykker det en forestilling om et erfaringsfællesskab med andre. Men i samme øjeblik der kommer nye erfaringer til, så rykker tingene sig lidt.”

”Kulturen er blevet et næsten selvforklarende system, som alle kan henvise til med krav om urørlighed.”

”Kulturbegrebet er virkelig blevet misbrugt. Kulturen er blevet et næsten selvforklarende system, som alle kan henvise til med krav om urørlighed eller som argument imod ændringer. Og så bliver kulturen til en urørlighedszone, og det er hverken hensigtsmæssigt af politiske, historiske eller rent logiske grunde. For kultur er ikke mentale fængsler, men udgangspunkter for at møde verden på nye måder og lade sig forandre i processen.

”Og lige så snart man taler i kulturens navn, så udjævner man også de forskelle, der er inden for et samfunds rammer. Mange har en forestilling om, at her i vesten er vi forskellige. Vi er individualistiske subjekter, der handler af egen fri vilje, hvorimod minoriteterne og de indfødte folk – de har kultur. De er nærmest fanget i det, og de tænker alle sammen ens. Men det holder ikke for en nærmere analyse, for her i vesten er mennesker i bund og grund lige så sociale som alle mulige andre steder. Det ligger simpelthen i det at være menneske, at man indgår i sociale enheder. Barnet fødes ind i en social verden og er dybt afhængig af den. Det er en afgørende menneskelig erfaring – ligesom det, at man er et individ med særlige forestillinger om sig selv og sine muligheder.”

”Alle er altså principielt lige sociale og lige meget individer. Der er hele tiden et spænd mellem det sociale fællesskab og den enkeltes forestillinger om verden, og det er i dette spænd, at samfundet hele tiden ændrer sig lidt. Kulturen udgør vores samlede forestilling om fællesskabet. Men den flytter sig også med nye handlinger. Vi ser det ikke altid, før vi retter blikket bagud på den forrige generation. Men vi er hele tiden i gang med at ændre kulturen i vores omgang med andre mennesker.”

Der er altså ikke nogen modsætning mellem kultur og forandring?

”Der er under alle omstændigheder altid en forandring i gang – i kraft af individuelle handlinger, kreativitet, vulkanudbrud, nød og elendighed. Der er utrolig mange forskellige faktorer, der bidrager til, at samfundet aldrig bliver ved med at være, som det var engang. Mellemfolkeligt Samvirke bidrager også til forandringen ligesom antropologen, der laver sit feltarbejde. Det ligger i selve den dialog og samtale og udveksling, der foregår mellem mennesker og civilsamfund.”

”Og jeg tror, at vi i udviklingsbistanden skal have fat i nogle andre ting end den teknologiske udvikling. Her kunne en satsning på, hvad I kalder demokrati og udvikling af civilsamfundet, netop være interessant. For hermed sikrer man også, at folk i langt højere grad får mulighed for at påvirke deres egen historie,” slutter Kirsten Hastrup.