Et toilet til 1714 beboere

Foto: Morten Bonde Pedersen

Selvorganisering: I Nairobis slumby Pumwani deles 60.000 mennesker om 35 toiletter. De holdes effektivt rene af unge mænd organiseret i selvhjælpsgrupper. Ved at støtte grupperne er Mellemfolkeligt Samvirke med til at sikre de unge et arbejde og holde dem væk fra kriminalitet samtidig med, at miljøet forbedres.

Lugten er ikke altid lige behagelig, når man går ad de smalle jordveje mellem blikskure og lerhytter i Pumwani i Kenyas hovedstad Nairobi. Kloakker, toiletter, vandhaner og andre installationer, som er en selvfølge i danske boligområder, findes kun få steder.

Tæller man antallet af toiletter, der fungerer efter myndighedernes forskrifter, når man til 35. Dem skal Pumwanis ca. 60.000 beboere deles om. Det betyder, at der i gennemsnit er 1714 mennesker om ét toilet. Lidt hurtig regning viser, at selv om toiletterne blev benyttet døgnet rundt, ville det ikke være nok til at give hver indbygger i Pumwani bare ét minuts privatliv om dagen bag dørene i toiletbygningernes små båse. Hvis de da har døre, for det har alle ikke.

Foto: Morten Bonde Pedersen

Derfor er mange henvist til at benytte nogle af de private toiletter, som løber direkte ud i gadernes åbne afløb eller i den ildelugtende Nairobi River, der snor sig gennem slummen. Andre sætter sig i det fri på en jordvold mellem fodboldbanen og floden, hvor de menneskelige efterladenskaber ligger så tæt, at børnene er nødt til at se sig godt for, hvis de skal hente en vildfaren bold.

De, der ikke bor i nærheden af floden, kan i stedet benytte sig af de såkaldte ”flyvende toiletter”, hvor problemerne skaffes af vejen ved hjælp af en plasticpose med en knude på, som kyles ud i buskene eller op på lerhytternes bliktage. Også den model er flittigt anvendt, ser man straks, når man går omkring i Pumwani.

St. John’s Community Centre

“Sanitet og miljø er et hovedproblem her. Bystyret har slet ikke fokus på slumområderne, fordi de ikke eksisterer som officielle bydele. Der er ingen planer for, hvordan områderne skal fungere eller for, hvordan der skal leveres service som kloakering, vand eller renovation. Det betyder, at mange mennesker lever  under meget usunde forhold,” fortæller Rebecca Sangura, der leder et miljøprogram for organisationen St. John’s Community Centre (SJCC).

St. John’s ligger lige midt i Pumwani og har modtaget støtte fra MS-Kenya siden 1993. I dag er den en af Mellemfolkeligt Samvirkes mest veletablerede partnerorganisationer i Kenya. Da St. John’s blev stiftet af kristne missionærer i 1957, var det en nødhjælpsorganisation, der hjalp Pumwanis fattige med mad, tøj og lægehjælp. Senere blev nødhjælp erstattet af den nuværende strategi, der går ud på at motivere slumbeboerne til selv at arbejde for forbedringer og på at støtte dem i arbejdet med at udvikle området.

Rebecca Sangura, foto: Peter Bischoff

“Vi ønsker, at folk selv står bag de projekter, vi støtter. De er selv med til at pege på de mest presserende problemer, og vi beder dem komme med forslag til, hvordan de kan løses. Det er folk selv, der skal drive projekterne” forklarer Rebecca Sangura.

På miljøområdet støtter St. John’s bl.a. dannelsen af selvhjælpsgrupper, der arbejder med at vedligeholde toiletter, samle affald og rense afløb. Medlemmerne af grupperne arbejder for en beskeden betaling fra de folk, som benytter faciliteterne. Prisen for at bruge de fælles toiletter er eksempelvis 50 shillings (4 kr.) pr. person om måneden.

Det er et beløb, som kan mærkes i budgettet hos de fleste slumbeboere, men omvendt sikrer betalingen, at folk kan gå på et rent toilet og har mulighed for at vaske hænder bagefter. Det mindsker risikoen for at få diarré eller ligefrem blive smittet med kolera, som fra tid til anden bryder ud i Pumwani, fordi drikkevandet bliver forurenet med bakterier fra afføring.

Ved at støtte selvhjælpsgrupper slår St. John’s Community Center to fluer med et smæk: De unge, der er med i grupperne, får et arbejde og en indtægt, og er derfor mindre fristet til at ernære sig ved kriminalitet eller søge tilflugt i stofmisbrug, og samtidig bliver hygiejnen i slumbyen forbedret.

Winstone Nanjeso fra selvhjælpsgruppen "Uprising", foto: Cristina Siiger.

Uprising i Mashimoni

En af de unge, som er med i selvhjælpsgrupperne, er Winstone Nanjeso. Hans gruppe hedder Uprising og ligger i Mashimoni – en del af Pumwani, der for bare få år siden var berygtet for narkohandel og skyderier. Mange af de tidligere kriminelle er i dag medlemmer af Uprising, fortæller Winstone Nanjeso.

“De seneste år er kriminaliteten her dalet. Dels pga. de aktiviteter, vi har forsøgt at sætte i gang, dels fordi de unge er bange for at blive skudt af politiet,” siger han.

Medlemmerne af Uprising tjener bl.a. penge på at samle skrald mod betaling hver weekend, en opgave der giver arbejde til 20-30 unge. Samtidig renser de afløb og står for vedligehold af tre toiletbygninger.

Winstone Nanjeso fortæller, at St. John’s Community Centre har skaffet penge til at etablere både vandposter og effektive afløbskanaler i området. Derfor er forholdene efter hans mening ok i Mashimoni, hvad angår vand og afløb. Men til gengæld er der ikke toiletter nok:

“Vi har tre toiletter og her bor ca. 2000. Det betyder, at toiletbygningerne ligger så spredt, at mange mennesker er bange for at gå den lange vej om natten. Derfor vælger de at have en beholder derhjemme, som de kommer og tømmer om morgenen. Der er også dem, der vælger at klare problemet, hvor det passer dem.”

Rebecca Sangura fra St. John’s miljøprogram slår fast, at det ikke er svært at finde unge som Winstone Nanjeso, der vil være med i selvhjælpsgrupper.

“Hvis man forestillede sig, at vi eksempelvis etablerede flere afløb eller fik bygget flere toiletter, ville det ikke være noget problem at skaffe unge til at vedligeholde dem,” siger hun.

Caroline Ngina, kåret som "Miss Pumwani" i 2004, arbejder frivilligt i slummen, foto: Peter Bischoff

Landsindsamling

Sanitet og sundhed i Pumwani er ét af de områder, som Mellemfolkeligt Samvirke samler ind til, når foreningen den 10. december for første gang sender indsamlere ud for at banke på danskernes døre.

I Pumwani er 22-årige Caroline Ngina ikke i tvivl om, at penge fra Danmark vil gøre god gavn. Caroline Ngina er dybt engageret i frivilligt arbejde hos St. John’s, og for to år siden blev hun ”Miss Pumwani” i en alternativ skønhedskonkurrence, hvor kandidaterne udover deres udseende også blev bedømt på sprogkundskaber, ærlighed og egnethed som rollemodeller. Præmien bestod bl.a. i et halvt års frivilligt arbejde med hiv/aids-oplysning for St. John’s.

“Jeg vil virkelig opfordre danskerne til at sende os penge og andre ressourcer – og til selv at komme herned og se, hvad der sker. Vi har brug for støtte for at få et godt liv. Vi ønsker at bo i et rent miljø”, slutter Caroline Ngina.