Guatemala: Unge observerer valget
En gruppe unge mellemamerikanere deltog som observatører ved valget i Guatemala. Oplevelsen fik dem til at se på deres egne demokratier med nye øjne – og gav dem en række ideer.
|
|
”Det er opløftende at se, at der også i Guatemala er organisationer, som arbejder for at styrke demokratiet. Det giver mig håb for fremtiden,” siger en valgobservatør fra El Salvador. Foto: Mikkel Møldrup-Lakjer.
|
Mikkel Møldrup-Lakjer/CUC-MS Mellemamerika
Søndag den 9. september. Så er dagen endelig kommet.
For sjette gang siden den formelle overgang til demokrati i 1985-86, vælger guatemalanerne præsident og vicepræsident. Samtidig er der parlaments- og kommunalvalg over hele landet.
Tusinder af valgobservatører er kommet til Guatemala for at overvåge stemmeafgivelsen, og blandt dem er en gruppe unge inviteret af organisationen Vivamos Mejor med støtte fra MS. I dag overvåger de valghandlingen i kommunerne San Marcos La Laguna og San Andrés Semetabaj i departementet Sololá. Alle fem har allerede solide erfaringer fra valgprocesser i deres hjemlande; Honduras, Nicaragua og El Salvador.
”Jeg har været valgtilfordnet flere gange i Honduras, og nu håber jeg at få nye ideer til, hvordan man kan styrke den folkelige deltagelse i de politiske processer,” siger Dolores Cruz , som arbejder for kvindeorganisationen COMUCAP.
I dagene forinden har gruppen fået træning i valgobservation af netværket Mirador Electoral og Vivamos Mejor. De har lært om den politiske kultur i Guatemala og har gennemført en simulering af valghandlingen for at øve sig på deres rolle som observatører.
”Jeres opgave kan siges med tre ord,” fortæller kursuslederen Silvia Menchú. ”Observere, lytte, notere”.
Observatørerne har ikke beføjelser til at gribe ind i valghandlingens afvikling eller give gode råd til de valgtilfordnede. Men de skal indlevere rapport om eventuelle uregelmæssigheder til Mirador Electoral.
”Jeg har forstået, at valgobservationen også er en læreproces for organisationerne i Mirador Electoral, at det er en begyndelse,” siger Esther Ríos fra Nicaragua. ”I min organisation IPADE er det noget vi har arbejdet med i mange år, og vi har udviklet systemer til paralleloptælling ved alle valg, mens det i Guatemala kun er præsidentvalget der bliver paralleloptalt”.
Diskrimination er demokratisk problem
De fem unge diskuterer væsentlige forskelle og ligheder mellem demokratierne i deres lande. Dolores bemærker, at diskriminationen mod kvinder og unge er noget de har til fælles:
”Mange kvinder får ikke ’lov’ af deres mænd til at tage ind til byen for at opdatere deres identitetskort og få deres stempler i orden, og derfor er der også færre kvinder der stemmer. Og mange unge gives mindre plads i det politiske liv, fordi de associeres med de voldelige gadebander.”
Wilfredo Martínez fra organisationen COMUS i El Salvador er til gengæld overrasket over omfanget af stemmekøb:
”Her i Guatemala er korruptionen et mere åbenlyst problem. At partierne går fra hus til hus og tilbyder gaver og penge for stemmer, eller at man kan vinde en cykel ved at stemme. Det har jeg trods alt ikke set i El Salvador.”
Både Dolores og Wilfredo ser den skarpe sociale opdeling af det guatemalanske samfund som den væsentligste hæmsko for en demokratisk udvikling.
”Jeg troede at de indianske kandidater deltog i valget med støtte fra deres folk, fra deres bagland i landsbyerne, men sådan er det ikke. De kvindelige kandidater har heller ikke støtte fra kvinderne, og har derfor få muligheder. I Honduras har vi derimod erfaringer med kvindelige politikere, som har fået støtte fra de kvindelige vælgere til at arbejde for kvinders rettigheder,” siger Dolores.
Stem inden regnen kommer
På valgdagen begynder arbejdet tidligt om morgenen. På rådhuset i San Marcos overvåger de unge observatører, hvordan de valgtilforordnede arbejder med at klargøre valgbordene og optælle de mange stemmesedler, så valgstedet kan åbne til tiden klokken syv. Udenfor har en lang kø af vælgere allerede taget opstilling. Der er især mange kvinder, der har fulgt myndighedernes opfordring om at stemme tidligt på dagen, inden eftermiddagens regn kan gøre vejene svære at befærde.
Da dørene åbnes får de tilfordnede travlt med at kontrollere vælgernes identitetskort for at se om stemplerne fra valgregistret er i orden og for at fortælle dem, hvilket valgbord de skal stille sig i kø til. Observatørerne noterer, at ingen vælgere er blevet afvist fra valgstedet.
Køen bevæger sig langsomt fremad, mens de tilforordnede ved valgbordene gennemfører en række kontrolmekanismer der skal sikre, at kun de stemmeberettigede stemmer, og at alle kun stemmer én gang. Til sidst skriver vælgerne under i valgbogen og får farvet højre pegefinger med uafvaskeligt blæk, så alle kan sé, at de allerede har stemt. Mange vælgere, både unge og gamle, sætter et fingeraftryk i stedet for deres underskrift, fordi de ikke har lært at skrive deres navn.
Observatørerne ser opmærksomt til og må overvinde fristelsen til at gribe ind, da flere vælgere fejlplacerer deres stemmesedler i en af de tomme revner i bordet, som ikke er forbundet med nogen urne. De valgtilforordnede får heldigvis øje på stemmesedlerne på gulvet og får dem korrekt placeret, og bordenes overskydende revner bliver forseglet.
Der bliver ikke brug for at ringe til Mirador Electorals nødtelefon, inden gruppen ved middagstid forlader San Marcos for at fortsætte observationen i San Andrés Semetabaj.
Demokratiske muligheder
Efter valgobservationen har de unge fået inspiration til deres arbejde derhjemme.
”Det er opløftende at se, at der i hvert af de mellemamerikanske lande er organisationer, som arbejder for at styrke demokratiet. Også i Guatemala, selv om vilkårene for befolkningens deltagelse er vanskelige. Det giver mig håb for fremtiden,” siger Wilfredo.
Esther mener at de sociale bevægelser har afgørende betydning for demokratiets udvikling: ”I Nicaragua har de unge større mulighed for deltagelse i den politiske kultur, og det skyldes den plads, som de udfylder i de sociale bevægelser. Det er positivt at se, at også i andre lande deltager de unge mere og mere.”
Dolores tager en idé med sig hjem: ”Det har været spændende for os at lære om erfaringerne med borgerkomiteer i Guatemala, det er noget vi kunne lære af i de andre lande: At befolkningen i en kommune kan gå sammen om en borgerkomité, uafhængigt af traditionelle partiinteresser, og vælge en borgmester som kan udrette noget positivt for alle.”
Note
Skønt valghandlingen i San Marcos forløb i ro og orden under observatørernes tilstedeværelse, så opstod der problemer under optællingen om aftenen. Utilfredse vælgere ødelagde stemmeurner og brændte de afgivne stemmer af, da det så ud til at den nuværende borgmester ville blive genvalgt. Valgmyndigheden har endnu ikke meddelt om valget skal gå om i forbindelse med præsidentvalgets anden valgrunde den 4. november.





