Billede
Logo for Kafé Kloden

Kafé Kloden

Kom til pop-up café på forskellige lokationer i Odense. Kafé Kloden er en debatcafé, som inviterer til bæredygtig mad og arrangementer med foredrag, teater, debat og samtale. Arrangementerne har udgangspunkt i MS' vision om en bæredygtig global udvikling og en retfærdig fordeling af jordens rigdomme.

Hvis du gerne vil modtage et nyhedsbrev eller være aktiv, så kontakt koordinator Henrik Steen Pedersen på 27 39 09 04 eller skriv til kafekloden@gmail.com

Billede
Tre foredragsholdere foran Odense Havn
Fotobyline
Montage: Kafé Kloden

Udvidelse af Odense Havn/Lindø og ny sejlrende – nødvendig for den grønne omstilling eller katastrofe for fjordens økologi?

Tre oplægsholdere og debat:
Erik Kristensen, professor i Marin Økologi på SDU. Har arbejdet med havbundens økologi i mere end 40 år og bl.a. senest engageret i udplantning af ålegræs, udlægning af sand og stenrev i Odense Fjord for at øge biodiversiteten.
Henrik Mørup-Petersen, pensioneret akademiingeniør efter 50 år i Rambøll, Odense. Bl.a. beskæftiget med Storebælts- og Øresundsforbindelsen. De sidste 20 år arbejdet med vådområdeprojekter og naturgenopretning.
Magnus Gundersen Lihn, naturrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening. Varetager den faglige sparring fra DNs sekretariat ifht. den mulige udvidelse af Odense Havn, som betragtes som værende af principiel og national karakter.

Torsdag 24. september kl. 19.00

Er der overhovedet behov for havneudvidelsen i en tid, hvor der sker en opbremsning i udvidelsen af havvind?
Kan produktionen af naceller ikke lige så godt finde sted i mindre sårbare områder?
Hvad sker der, når tæt på ½ million m3 slam fra opgravningen af ny sejlrende spredes over et større areal i fjorden?
Vil den fremtidige vindmølleproduktion kunne indhente den enorme CO2-udledning fra opgravning af ny sejlrende og produktion af havnefaciliteter?
Kan havneudvidelse og sejlrendeudvidelse gøres mindre skadelig end planlagt?
Hvad vil havneudvidelsen betyde for beboerne i Munkebo og omegn?
Hvad vil arbejdet med udvidelsen betyde for fugle- og dyrelivet i fjorden?
Hvilke naturkompensationer kan komme på tale ved havneudvidelsen, og hvem skal betale for disse?
 
Hvornår: Torsdag 24. september 2026 kl. 19.00
Hvor: Borgernes Hus, Odense Bibliotekerne, Østre Stationsvej 15, 2. sal, 5000 Odense C
Pris: 90 kr.  
Unge under 30 år pris: 50 kr.

Kom i god tid – vi starter præcist.
 

Billede
Anne Skau Styrishave og Emil Brix

Truer svinefarmene folkesundheden?

Aktivisten møder rådkvinden

Emil Brix fra Landsforeningen mod Svinefabrikker møder den nyvalgte rådkvinde Anne Skau Styrishave med ansvar for Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen i Odense. 

Tirsdag 20. oktober 2026 kl. 19.00

Vi var alle rystede og forargede, da TV2s dokumentar fra svinestaldene hjemme hos landbrugets spidser løb over skærmen sidst i efteråret. Det industrielle svinelandbrug har udviklet sig i en grotesk retning, hvor hensynet til dyr, miljø og mennesker bliver kvalt i politiske plusord om mindre bureaukrati og færre regler.
Men et er forargelse, noget andet er, hvad en rådkvinde rent faktisk kan gøre inden for Odense Kommunes grænser. Og så måske alligevel en hel del. Vi ved fra sagerne om miljøforurening fra gartnerierne, at en skærpet kontrol har forbedret forholdene.

Mød Emil og Anne i en samtale om dyrevelfærd, drikkevand og fiskevand, drivhusgasser, antibiotikaresistens og ret og rimelighed. Bland dig i debatten om Danmarks svinelandbrug og stil selv spørgsmål.

Hvornår: Tirsdag 20. oktober kl. 19.00
Hvor: Borgernes Hus, Odense Bibliotekerne, Østre Stationsvej 15, 2. sal, 5000 Odense C
Pris: 90 kr.
Unge under 30 år, pris: 50 kr.

Kom i god tid – vi starter præcist.

 

Foredrag: Mig og verdensmålene

Foredraget ”Mig og verdensmålene” tilbydes til alle former for uddannelsesinstitutioner.

Henrik Steen Pedersen fortæller sin egen, helt personlige, historie om mødet med nogle af Verdensmålenes store temaer: kvalitetsuddannelse, rent drikkevand, sult, fattigdom, ulighed og ikke mindst klimaforandringer.

Foredraget starter i Danmark i 5. klasse, fører tilhørerne ud på en lang rejse til klodens fattigste verdensdel og hjem igen til alle de udfordringer, vores stigende velstand har medført.  

Velegnet til fællestimer eller som del af et tema om Verdensmålene, men kan også ”stå alene” Der er indlagt opgaver til tilhørerne undervejs.

  • Aldersgruppe: fra 5. klassetrin.
  • Varighed: 1,5 time eller 2 timer med pause indlagt.
  • Foredraget er gratis, men der kan være udgifter til transport.
  • Tekniske krav: Projektor og lydforstærkning (headsæt) til større grupper.    

Kontakt Henrik på 27 39 09 04 eller skriv til kafekloden@gmail.com.

Remote video URL
Remote video URL