OLIVER DE MYLIUS: FRED ER NOGET VI BYGGER SAMMEN

I denne uge gik inviterede vi gæsterne på Roskilde Festival til at lægge et kæmpe puslespil, der målte 100 m2. Brikker så store, at to personer måtte hjælpes ad for at bære dem, og da de sidste brikker var lagt dannede de et billede af to hænder, der former er hjerte og teksten ”PEACE IS SOMETHING WE BUILD TOGETHER”. Fred er noget, vi bygger sammen.

Hvad er meningen med det? Det kræver måske lidt forklaring...

Europa er i gang med en største oprustning siden 2. Verdenskrig. Trusselsbilledet er kraftigt forværret, lyder det og fjenden ligger på lur uden for vores grænser. Trumps ankomst til Det Hvide Hus har sået tvivl om NATO-alliancens holdbarhed, og Europa må kunne stå i egen ret og forsvare sig selv. Milliarderne ruller ind til Forsvaret. 5 % af BNP. Køb, køb, køb lyder mantraet. Vi må kæmpe for alt, hvad vi har kært.

Hvilken fred kæmper vi for?

Sådan er virkeligheden, og jeg anfægter ikke den grundlæggende præmis, at når man trues med militær magt, må man kunne forsvare sig.  

Alligevel er vi nødt til at stoppe op. Hvilken fred kæmper vi for? Hvilket samfund og hvilken verden står tilbage, når fjendebillederne er trukket op, når det økonomiske råderum er fyret af på militært isenkram og forsvarsværkerne er befæstede? Fik vi da det, vi ønskede? Eller mistede vi noget dyrebart på vejen?

Historiens eksempler er ildevarslende. Det 20. århundredes krige, fascismens og nationalismens sejrsgang gennem Europa, våbenkapløbet under den kolde krig og en mur igennem Europa. Fjendebilleder så fuldstændige, at de førte til forfølgelse af etniske og religiøse grupper, lukkede grænser og nogle af de værste krigshandlinger og menneskerettighedskrænkelser, vi har fantasi til at forestille os.

Vejen til fred og sikkerhed kan ikke købes med krudt og kugler alene. Der skal mere til. Fred og sikkerhed er også noget, vi skaber indefra, nedefra og sammen. Freden sikres også af stabile samfund, hvor mennesker kan leve i frihed for diskrimination og undertrykkelse. Hvor fjendebillederne ikke breder sig ind i vores dagligstuer og gør naboen til en fremmed. Hvor dem, der har brug for hjælp, kan regne med støtte fra fællesskabet. Hvor vi lever i respekt for hinanden og tolererer og giver plads til forskelligheder. Hvor vi beskytter fremtidige generationer mod klimakrisens trusler, og hvor vi værner om menneskerettigheder og international lov og ret.

Vi skaber freden indefra, nedefra og sammen

Alt dette kan ikke vindes alene med våben i hånd. Ja, Danmark og Europa må kunne forsvare sig mod fjendtlige magter. Men sejrens størrelse må også måles på, om vi formåede at beskytte de værdier, vi bekender os til.  

Det 20. århundredes krige viste os, hvad fjendebilleder, evindelig oprustning og krigsførelse fører til. Og vi lærte af det. Vi fik menneskerettighedserklæringen. Vi bekendte os til, at alle menneskeliv har lige meget værdi. Vi afviklede kolonierne og forpligtede os til fattigdomsbekæmpelse og udviklingssamarbejde. Et krigshærget Europa blev knyttet sammen i EU, og unge mennesker har i årtier frit kunnet rejse på tværs af grænser, tage deres uddannelse og stifte venskaber i andre lande.  

Siden murens fald har verden oplevet talrige eksempler på at internationalt samarbejde nytter.

Verdensbanken beretter i rapporten ”Poverty, prosperity and planet 2024” at andelen af ekstremt fattige i 1990 udgjorde omkring en tredjedel af verdens befolkning. I 2020 var det under to procent.

Knud Vilby skriver i Altinget om denne udvikling og understreger, hvordan ikke alene fattigdomsbekæmpelsen blev styrket i perioden efter murens fald, men at der ligeså blev gjort meget for at udbygge en infrastruktur omkring uddannelse, sundhed og fødevaresikkerhed. Og ikke mindst for pigers skoleadgang.  

Alt var ikke rosenrødt. Der var rigeligt med problemer op gennem 90’erne og 00’erne. Men der blev taget vigtige skridt mod en bedre og fredeligere verden, som beskrevet ovenfor, og til at knytte os alle tættere sammen. Alt det kendetegner den verden, vi kæmper for at beskytte. Og vi skal gerne længere endnu i retning af solidaritet og samarbejde.

En symbolsk handling

Når festivalgæsterne på Roskilde Festival lægger brikkerne til et puslespil, er det en symbolsk handling. De bygger freden sammen. Nuvel, de bygger den som et billede, et budskab og en fortælling. Og det kommer ikke til at redde vores verden i sig selv. Men budskabet må lede til handling. For fred er ikke en statisk tilstand. Fred er en praksis. Et kontinuerligt arbejde for en bedre verden, hvor alle er frie til at nyde menneskerettighederne i sikkerhed.

Derfor stopper arbejdet ikke, når den sidste brik er lagt på Roskilde Dyrskueplads. Det er her, det begynder. Med et budskab til hinanden og vores politikere om ikke at stirre sig blind på den militære løsning på vores urolige verden – men altid at lade den gå hånd i hånd med medmenneskeligheden.