Fortællinger om de første frivillige i Mellemfolkeligt Samvirke

Af: Natalie Lærke Levine, MA in Sustainable Heritage Management

Den type rejse, der i dag føles både tilgængelig og velorganiseret, har rødder langt tilbage i tiden. At sende frivillige ud i verden har altid været en del af Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde – lige siden organisationen blev dannet som Fredsvenners Hjælpearbejde under 2. Verdenskrig. Målet med de tidlige udsendelser var at deltage i genopbygningsarbejdet i Europa, uden hensyn til de enkelte landes rolle under krigen, og dermed være med til at fremme fred og forsoning i krigens kølvand. I dag ser frivillighed i MS noget anderledes ud, men det mellemfolkelige element kan stadig spores tilbage til organisationens pacifistiske rødder.    

I løbet af af det frivillige projekt er mange spændende historier dukket op – blandt andet en række scrapbøger, hvor tidligere frivillige har dokumenteret deres oplevelser med at rejse ud. Her dykker vi ned i to af dem, og i de historier, de fortæller om at være udsendt: en fotoserie fra genopbygningsarbejdet i Finland efter 2. Verdenskrig i 1946 og en rejse med et af MS’ allerførste frivilligkorps til Tanzania i 1963.

Byggearbejdet i efterkrigstidens Finland

I årene efter 2. Verdenskrig begyndte Fredsvenners Hjælpearbejde at udsende frivillige til at støtte genopbygningsarbejdet i de mest krigsramte dele af Europa. Disse frivillige rejste blandt andet til Norge, Finland, Tyskland, Polen og Østrig for at deltage i arbejdslejre, etablere bespisningsstationer, helbrede tidligere krigsfanger og meget andet.

I Finland handlede indsatsen om at bygge akutboliger og hjælpe flygtninge med landbrug. En af de frivillige, der deltog i dette arbejde, samlede en scrapbog om deres deltagelse i en arbejdslejr, der blev holdt i Hirvasvaara, Lapland, i sommeren 1946. Scrapbogen nævner ikke direkte Mellemfolkeligt Samvirke, men indeholder logoet for American Friends Service Committee (AFSC) – en kvækerorganisation, der samarbejdet med MS omkring etableringen af arbejdslejr og andre genopbygningsaktiviteter efter krigen. Med det sagt giver bogen alligevel et indtryk af den type arbejde, som de tidlige frivillige udførte i Finland.

AFSC’s motivation for frivilligt arbejde, som det fremgår af scrapbogen, var dog meget ens med de pacifistiske og mellemfolkelige idéer bag Fredsvenners Hjælpearbejde:

"Common work makes friends: it’s hard to dislike a man with whom you have dug a ditch; there is not much difference between a poor man and a rich man when they’re putting on shingles on the same roof; you forget a person’s color and nationality if you have sweated with him mixing cement."

De 25 deltagere i lejren havde forskellige nationaliteter og baggrunde, men sammen havde de en fælles opgave: at bygge fire huse til familier, for at understøtte de lokale indbyggere, så de ikke stod med bygningsarbejdet alene. Fra den 15. juni 1946 og seks uger frem arbejdede de sammen med de lokale beboere og nogle håndværkere, som blev hyret til de mere tekniske dele af arbejdet for at nå målet.

Arbejdet var fysisk krævende, og dagene var lange. De fleste havde ikke prøvet at bygge noget før, og flere skulle lære at holde en sav for første gang. Om natten sov de i telte lånt af den finske regering, og opholdte sig i en barak til madlavning, spisning og fælles møder. I et af disse møder besluttede de unge også at lave et dagpasningstilbud til de lokale børn, hvor børnene kunne få et varmt måltid og blive set af en "health sister" fra kommunen. Det blev en stor succes, og på den første dag meldte 70 sig til. 

Der blev også fundet tid til fællesskab og afslapning. Mellem billeder af at lægge fundament, forme mursten og lægge tag finder man også billeder af frivillige, der fejrer midsommer, synger og danser, svømmer i søen, tager i sauna og nyder hinandens selskab. Mange af billederne afspejler en følelse af stolthed over det udførte arbejde – og en stærk fornemmelse af fællesskab, både blandt de frivillige selv og mellem dem og lokalsamfundet.

Scrapbogens sidste sider er fyldt med glæde – de fire huse var blevet bygget, og de frivillige fejrede succesen med hinanden. Forfatterens afsluttende ord udtrykker denne følelse:

“‘I have seen the future, and it works!’ – different nationalities and classes living together in peace and friendship, working together to alleviate some of the suffering of the world, solving common problems and differences through sharing and discussion, and seeking constructive solutions with which to build a new and better world.”

Denne bog giver os et indblik i det reelle arbejde, der foregik i genopbygningen af Europa efter krigen, men også i unge menneskers oplevelser med at gå sammen om at opnå konkrete forandringer. Undervejs lærte de mere om finsk kultur og opbyggede relationer – både til hinanden og i lokalsamfundet – og skabte minder, som de hver især tog videre i livet. Lyder det bekendt? Det er stadig det, der får folk til at melde sig som frivillige på Work Camps i dag.

Videre ud i verden

Mens scrapbogen fra Finland giver et indblik i frivilligt arbejde i en europæisk kontekst umiddelbart efter 2. Verdenskrig, tager den næste os omtrent to årtier frem i tiden, og til en helt anden verdensdel. I løbet af de sidste 15 år havde Mellemfolkeligt Samvirke ændret både sit navn og sit fokus – fra genopbygningsarbejde i Europa til udviklingsarbejde i det globale syd. I den forbindelse ændrede udsendelsen af frivillige sig, da det i 1960’erne begyndte at blive betragtet som en del af Danmarks udviklingsbistand.

Gennem et samarbejde mellem regeringen, MS og andre NGO’er skete "Landsindsamlingen Danmarks U-landshjælp" i 1962, som var den første landsindsamling til formål for de såkaldte 'u-lande'. Her blev der bl.a. rejst midler til at MS kunne etablere frivilligprogrammet Dansk Ungdoms U-landsarbejde (DUU), hvorigennem unge danskere kunne rejse ud og deltage i udviklingsarbejde som en form for 'bistandsmedarbejdere' i et længere stykke tid.

Interessen var stor. Omkring 400 søgte om at komme med, og cirka 30 blev valgt til at deltage i DUU's første frivilligkursus på Grundtvigs Højskole i Frederiksborg i sommeren 1963. 20 af dem blev senere udsendt – de første otte til Tanzania, dengang kendt som Tanganyika.

Madsens mange dokumenter

En af de otte var mureren Kaj Madsen. Ud fra det, han valgte at gemme, får vi et sjældent indblik i hans vej til Tanzania, arbejdet på et hospitalsbyggeri, de politiske forandringer i regionen – og den pludselige afslutning på opholdet i begyndelsen af 1965. Modsat den første scrapbog er der ingen tilføjede beskrivelser i denne. Officielle dokumenter, avisudklip og billeder står uden kommentarer, udover enkelte steder, hvor Madsen har tilføjet datoen. Men det er stadig en fortælling, selvom vi ikke har forfatterens egne ord med.

Madsens detaljerede dokumentation viser blandt andet, hvordan de frivillige blev udvalgt, og hvad deres forventninger til arbejdet skulle være. I modsætning til i dag, hvor man ikke behøver en særlig faglig baggrund for at deltage, var disse potentielle frivillige ikke nødvendigvis eksperter, men folk med forskellige uddannelser og kompetencer: f.eks. håndværkere, land- og havebrugsfolk, sygeplejersker og klinikassistenter. Deres motivationer spændte fra eventyrlyst til karriereovervejelser, men det vigtigste var ifølge den daværende kontorchef Jørgen Fenger, at de frivillige var “tilpas beskedne og realistiske i deres indstilling og frem for alt ikke lader sig lede af nogen slags blåøjet romantik.” Man skulle være forberedt på flere års hårdt arbejde, og i den forbindelse skulle potentielle frivillige også gennemgå psykologiske prøver – blandt andet for at sortere dem fra, som “vil ud at rejse, fordi de flygter fra et eller andet.”

Forberedelserne til rejsen er genkendelige i dag

Når kandidaterne var valgt, tilbragte de tre uger sammen på Grundtvigs Højskole, hvor de lærte om en række emner for at forberede sig på opholdet. Meget af det vil måske føles genkendeligt for dem, der har rejst gennem Global Contact. Udover et førstehjælpskursus og undervisning i engelsk lærte de om emner som ’kulturmødets problemer’, ’vores egne værdinormers anvendelighed’, ’racediskrimination’, ’om at samarbejde’ og ’respekt for de lokale, takt og tone’. De otte, der blev udvalgt til arbejdet i Tanzania, gennemgik desuden et særskilt tre-dages kursus i København om forholdene i landet.

Den 23. september 1963 landede det første hold i Dar es Salaam. Efter et seks ugers sprogkursus i swahili blev de frivillige delt op i mindre grupper. Madsen og tre andre fortsatte til Nyakahanga-hospitalet, mens resten rejste videre til andre destinationer i landet, hvor de skulle arbejde de følgende to år.

Madsens første indtryk af Tanzania er illustreret gennem billeder, postkort, kvitteringer og frimærker – herunder frimærker udgivet i anledning af landets selvstændighed i 1961. I scrapbogens første sider er det ikke selve arbejdet, der fylder mest, men snarere det nye og fremmede, han møder.

I januar 1964 var store politiske ændringer ved at tage form – bl.a.  Zanzibar-revolutionen og et mytteri i hæren i Dar es Salaam. I april samme år skete den officielle sammenslutning af Tanganyika og Zanzibar, som skabte det moderne Tanzania. Madsen samlede flere avisudklip om begivenhederne, selvom de tilsyneladende ikke påvirkede hans arbejde direkte.

Selve arbejdet er vist gennem en billedserie fra byggeriet, som fylder flere sider i scrapbogen. Men i slutningen af 1964 tager fortællingen en lidt uventet drejning. Scrapbogen slutter nemlig med en indkaldelse til retten, hvor Madsen er anklaget for tyveri svarende til en værdi af 500 shilling – omkring 6.000 kr. i dag. Hvad der præcist skete, er uklart, men i april 1965 blev han henvist til en flyafgang fra Nairobi til København. Dermed sluttede hans ophold fem måneder tidligere end planlagt.

Til trods for den pludselige afslutning belyser scrapbogen både de professionelle og personlige aspekter af Madsens historie og viser en ung udviklingsarbejders oplevelser i en arbejdsform, der dengang stadig var meget ny. De positive erfaringer fra de første tre års arbejde fik stor betydning, da der i april 1966 i Folketinget blev vedtaget loven om "udsendelse af frivillige til udviklingslandene" og afsat 45,8 millioner kroner til udsendelserne over seks år, administreret af Mellemfolkeligt Samvirke. Madsens scrapbog tilbyder derfor et unikt indblik i et vigtigt kapitel i organisationens historie, selvom udsendelsen af frivillige i dag både har fået en anden form og et andet formål.

Disse bøger som kulturarv

Disse scrapbøger fortæller historierne om frivillige og deres rejser ud i verden – fra selve arbejdet til spændingen og eventyret ved at møde nye steder og mennesker, alt sammen på baggrund af store historiske begivenheder. 

Men ud over at give os indblik i specifikke menneskers liv og historiske øjeblikke udgør arkivmaterialerne en del af Mellemfolkeligt Samvirkes hukommelse og arv – dets historie om at samle og mobilisere mennesker, samarbejde over grænser og kæmpe for en mere lige verden, og hvordan arbejdet har udviklet sig over tid. 

Set i dét lys er scrapbøgerne ikke bare nostalgiske glimt af enkelte rejser, men også værdifulde vidnesbyrd, der kan inspirere os til at reflektere over, hvad det vil sige at rejse ud, engagere sig og tage ansvar i verden.