Billede
Work Camps

Bliv vært for en work camp

Work camps er et internationalt samarbejde, hvis formål er at understøtte fred, kulturmøder og samarbejde på tværs af nationaliteter fra hele verden gennem frivilligt arbejde

Der arrangeres Work Camps over hele kloden, og arbejdet varierer fra at skabe sociale aktiviteter i ferieramte institutioner, til f.eks. at hjælpe med havearbejde, renovering, vedligeholdelse eller konstruktion af nye redskaber i børnehaver, på festivaler, asylcentre, økosamfund, museer eller socialøkonomiske arbejdspladser.

Mellemfolkeligt Samvirke lavede sin første Work Camp i 1946, hvor danske unge tog til Tyskland for at hjælpe med at genopbygge landet efter krigen, og har siden arrangeret tusindvis af Work Camps i Danmark, Færøerne og Grønland.

En Work Camp i Danmark består typisk af 10-15 internationale deltagere i alderen 18-26 år. De er samlet omkring et konkret stykke frivilligt arbejde i 7-16 dage. Værten stiller til gengæld med kost, (simpel) logi samt arbejdsopgaver.

Få svar på dit spørgsmål her

Hvad er work camp-værtens rolle?

En vært er en ikke-kommerciel organisation eller forening, der huser deltagerne under Work Campen til gengæld for det stykke frivillige arbejde,som deltagerne sættes til.

Indlogering kan f.eks. være madrasser i et klasselokale, klubhus, telte, e.lign. enten med tilhørende køkken eller anden madordning. 

Værten udvikler i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke et projekt, der passer netop jeres profil og omgivelser. Værten skal stille med de nødvendige materialer til at udføre arbejdet, samt en vejleder til at instruere deltagerne i arbejdet, der samtidig fungerer som kontaktperson for ledere og deltagere, når der opstår spørgsmål eller brug for hjælp. 

Det er altså værten, der beslutter: 

  • Hvor mange deltagere er der brug for? 
  • Hvilken aldersgruppe er passende? 
  • Hvilket arbejde skal udføres – hvad mangler I en hånd til? 
  • Hvornår på året passer bedst og i to eller tre uger? 
  • Hvor kan deltagerne indlogeres? 
  • Hvordan skal deltagerne bespises: Skal de f.eks. have adgang til eget køkken og have madpenge, eller kan de indgå i en eksisterende kantineordning?
  • Det forventes ligeledes at deltagerne har adgang til fritidsaktiviteter, såsom stedets faciliteter, evt. cykler, spil, o.l. til eftermiddagene efter arbejdsindsatsen, samt i weekenden.

Værtens ansvar:

  • Kost og logi
  • Faglig leder og kontaktperson
  • De nødvendige materialer til arbejdet
  • Fritidsaktiviteter, f.eks. sportsfaciliteter, cykler, minibus, spil, musikanlæg, projektor til filmvisning, etc.

Læs mere her

Mellemfolkeligt Samvirke

Mellemfolkeligt Samvirke skaffer deltagerer, visum til deltagerne og kan stille med to danske gruppeledere (Work Camp-ledere) i alderen 20-30 år, der følger deltagerne gennem hele Work Campen, og står for den sociale trivsel.

Gruppeledere

Gruppelederne er unge frivillige danskere, som bliver uddannet til at være Work Camp-ledere ved at komme på kursus hos Mellemfolkeligt Samvirke. Gruppelederne har ansvaret for, at gruppen fungerer socialt og bliver rystet sammen, og at deltagerne er motiverede til at udføre arbejdet.Gruppelederne kan rekrutteres af værten eller Mellemfolkeligt Samvirke. 

Værten

Værten er en ikke-kommerciel organisation eller forening. Værten står for kost, logi, arbejdsopgaver og en faglig vejleder. Den faglige vejleder guider deltagerne i, hvordan arbejdet skal udføres. Vært og gruppeledere planlægger Work Campen i fællesskab, og uddelegerer opgaver og roller indbyrdes.

Deltagerne

Deltagerne dækker selv deres rejseudgifter inkl. visum og rejseforsikring, og optages på Work Campen ved ansøgning. De er motiverede for at lave et godt stykke arbejde, og ikke mindst at indgå i det sociale og kulturelle møde med hinanden, med værten og de lokale omgivelser.

En Work Camp er således et globalt forum på lokalt plan, der fungerer som en stor international og kulturel oplevelse for både deltagere, ledere og vært, og samtidig en billig rejsemulighed for deltagerne, arbejdskraft for værten, og erfaring med ledelse for lederne.

Hvilken rolle spiller Mellemfolkeligt Samvirke?

Mellemfolkeligt Samvirke (MS) står for administrationen af Work Campen. Vi udarbejder bl.a. informationsmateriale, uddanner ledere, rekrutterer deltagere gennem et netværk af 70 organisationer i 52 lande og sørger for visum til deltagere fra ikke-EU lande.

Gruppeledere til Work Campen

MS kan stille med to danske Work Camp-ledere, som klædes på med et kursus i interkulturel forståelse, ledelse, gruppedynamik og konfliktløsning. Work Camp-lederne sørger for, at den sociale og praktiske hverdag fungerer. Lederne er ulønnede og deltager for så vidt muligt i Work Campens arbejdsopgaver og fritidsaktiviteter på lige fod med de øvrige deltagere.

Det er ligeledes lederne, der har den indledende kontakt med deltagerne, inden de ankommer til Work Campen. De sender et velkomstbrev ud med pakkeliste, ugeskema, mv., der udarbejdes i samarbejde med jer ca. to måneder inden Work Campen. 

Hvis I har planlagt, at deltagerne selv skal lave mad under Work Campen og har adgang til køkken og madpenge, er det de to Work Camp ledere, der administrerer indkøb, budget, køkkenhold og rengøringshold.
Hvis man som vært selv har et godt netværk af frivillige kan man selv hverve sine ledere, som stadig kan få et forberedelseskursus på linje med Mellemfolkeligt Samvirkes egne frivillige.
Mellemfolkeligt Samvirke står under hele forløbet til rådighed for både værten og Work Camp lederne med rådgivning, og kan kontaktes omgående ved uheld og lignende. Derudover er vi behjælpelige med PR og markedsføring af Work Campen i jeres lokalområde. Ofte ender en Work Camp i både lokale og landsdækkende medier, uden værten behøver at gøre andet end at stille op til interviews.

Mellemfolkeligt Samvirkes ansvar:

  • Rekruttering af frivillige fra vores 70 partnerorganisationer.
  • Visum til deltagerne
  • Stille med to danske gruppeledere, der følger gruppen tæt under hele forløbet
  • Logistik og kommunikation med deltagere, ledere og værter
  • 24 timers support i tilfælde af uheld

Hvorfor blive vært?

Der er mange gode grunde til at blive vært for en Work Camp.

Arbejdskraft

Står I og mangler arbejdskraft til enten drift eller udvikling? Er I ferieramte i sommermånederne, eller mangler I bare hænder til at få færdiggjort eller påbegyndt de ting, som I aldrig selv når eller har ressourcer til? - En Work Camp er en spændende og givende mulighed for at få arbejdet gjort, og samtidig få en international oplevelse ud af det.

Medier

Lokale medier har ofte interesse i denne slags begivenheder, og det kan dermed være en god PR-mulighed for at få den lokale interesse for jeres organisation til at blomstre.

Kulturforståelse

Som vært er I ligeledes med til at fremme den interkulturelle forståelse deltagerne, ledere og jer som vært imellem. I er altså katalysator for at fremme en kulturforståelse, som I selv kan lære af, og som deltagerne kan tage med hjem og give videre. Med en Work Camp er I således med til at nedbryde kulturelle fordomme, bidrage til det internationale fællesskab, sætte Danmark på verdenskortet, og ikke mindst at igangsætte en flok internationale unge med et motiveret ønske om at gøre en forskel og lære jeres lokale, autentiske omgivelser at kende.

Er I selv en organisation med unge mennesker tilknyttet, der kunne finde det spændende at deltage i projektet, kan det sagtens arrangeres at Work Camp gruppen sammensættes af både danskere og internationale unge.

Hvilke faste udgifter er det?

​Der er få faste udgifter forbundet med at afholde en Work Camp.​

Hvordan fungerer det med kost, logi og fritid?

Work Camp værten forpligter sig til at stå for kost og logi for deltagere og ledere. Dette kan dog ofte gøres forholdsvis omkostningsfrit, hvis man benytter egne faciliteter.

Logi

Logi kan variere fra primitive forhold som telt, over madrasser på et klasseværelsegulv til indkvartering hos private familier eller på den nærliggende campingplads.

Kost

Kost skal dække normale behov, og skal som minimum bestå af 3 måltider dagligt. Deltagerne kan enten selv lave mad ved adgang til køkkenfaciliteter eller måske gøre brug af allerede eksisterende kantineforhold. Flere Work Camp-værter har fået sponsoreret mad til Work Campen fra lokale supermarkeder, og dermed reduceret denne udgift drastisk.

Fritidsaktiviteter

Sidst, dækker værten de fritidsaktiviteter, I som vært i samarbejde med de to frivillige lederne arrangerer for deltagerne i løbet af Work Campen.
Det kan være overvældende at være langt væk hjemmefra med helt nye mennesker omkring sig, derfor skal man ikke undervurdere, at helt almindelige fritidsaktiviteter, der ikke er ud-af-huset kan være tilstrækkeligt. Det er f.eks. ganske gratis at sætte en fodboldkamp på programmet, en film på storskærmen, en leg, et spil, en gåtur, eller grill, bål og snobrød. Mange værter bruger også deres netværk i lokalområdet, så deltagerne kan komme gratis på det lokale museum eller frit besøge andre af lokalområdets attraktioner. Et hit er en sejltur.

Deltagerne har i øvrigt selv lommepenge med, og hvis de f.eks. på eget initiativ planlægger en weekendtur til København, betaler de selv.

Hvad sker der inden work campen?

I forhold til planlægningen af en Work Camp findes to deadlines. Hvis I skulle have udfordringer med at imødekomme de to deadlines, men har interesse i at have en Work Camp, så kontakt Work Camp- koordinatoren. 

November

Samarbejdsaftale med Mellemfolkeligt Samvirke indgås.
Klik her: Se et eksempel på en samarbejdsaftale

December

Campbeskrivelsen skal være færdiggjort.
Klik her: Se et eksempel på en Work Camp beskrivelse

Februar - april
MS rekrutterer to frivillige Work Camp-ledere. MS afholder Work Camp-lederkursus.

1-2 måneder inden campen
De frivillige ledere mødes med jer og forventningsafstemmer og planlægger Work Campen.

I udarbejder i samarbejde et info sheet til deltagerne (pakkeliste, rejseplan, beskrivelse af arbejdet)
I udarbejder i samarbejde et program for ugen (fritid, fællesspisning, arbejdstimer, etc.)
I arrangerer i samarbejde ankomstdagen, velkomst, information, navnelege, evt. pick-up, etc.

Maj - august

Work Campen på 7-16 dage afvikles