Indkaldelse til Rådsmøde
Hermed indkaldes til det ordinære Rådsmøde i weekenden den 25. – 26. maj 2019 i MS’ lokaler på Fælledvej 12, 2200 København.
Rådsmødet begynder lørdag den 25. maj 2019 kl. 09.30. Der er registrering fra kl. 09.00.
Vi kan sammen se frem til et par spændende mødedage, hvor vi ud over de faste dagsordenspunkter kan få lejlighed til at dykke ned i udvalgte temaer fra udkastet til den rullende politiske plan for den kommende periode gennem en række workshops. Vi får også selskab af bestyrelsesforkvinden for Action Aid International Nyaradzayi Gumbonzvanda, der deltager i rådsmødet.
Tilmelding til Rådsmødet skal ske senest den 17. maj 2019 via ms.dk – link til tilmelding her.
Som I sikkert ved, er det i år MS’ 75års jubilæum. Der vil derfor være et særligt jubilæumsarrangement om eftermiddagen lørdag, samt en stor fest og middag lørdag aften, som er åben for alle medlemmer. Du kan læse mere om arrangementet her.
Deltagelse i festmiddagen er gratis for rådsmedlemmer og tilmeldingen foretages som en del af tilmeldingen til Rådsmødet. Ikke rådsmedlemmer skal tilmelde sig jubilæumsarrangementet her senest den 17. maj 2019 og der opkræves en brugerbetaling på 150 kr. pr. person for deltagelse i festmiddagen.
Ifølge MS’ vedtægter skal forslag, der ønskes behandlet på Rådsmødet, være MS i hænde senest to uger før mødet. Det betyder, at alle forslag, der ønskes behandlet på Rådsmødet, skal sendes til sie@ms.dk senest den 11. maj 2019.
Hvis du er interesseret i at opstille til Bestyrelse eller Parlamentarisk Revision, skal du udfylde et opstillingsgrundlag og sende det til sie@ms.dk senest den 11. maj 2019. Så vil det blive sendt på mail til alle Rådsmøde-deltagere inden mødet og udleveret til alle deltagere ved Rådsmødets start. Det er dog muligt at stille op til Bestyrelse og Parlamentarisk Revision helt frem til søndag den 26. maj 2019 kl. 11.00.
Bilagene til mødet vil blive sendt elektronisk i direkte mail til alle rådsmedlemmer. Den første udsendelse af materialer sker samtidig med udsendelse af denne indkaldelse til rådsmøde 2019 fredag den 26. april 2019. Den anden portion materialer udsendes den 13. maj 2019. I skemaet på sidste side af denne indkaldelse kan du se hvilke bilag, der kommer hvornår.
Der er mulighed for gratis overnatning i sovesal på Globalhagen natten til den 25. og til den 26. maj 2019. Der er et begrænset antal sovepladser, der fordeles i den rækkefølge, som tilmeldinger modtages. Hvis du ønsker at gøre brug af denne mulighed, skal du sende en mail til sie@ms.dk senest den 11. maj 2019, således at Globalhagen har mulighed for at leje de senge ud, som vi ikke bruger.
Deltagelse i Rådsmødet er gratis og MS betaler rejsegodtgørelse med billigste transportmiddel til alle deltagere, der bor uden for Hovedstadsområdet.
Jeg glæder mig til sammen med jer at deltage i et Rådsmøde, hvor jeg føler mig ret sikker på, at vi får nogle gode fælles diskussioner om MS’ arbejde og om hvordan MS som organisation skal udvikle sig i de kommende år og bedst kan bidrage til det, vi alle arbejder for, nemlig mellemfolkelig forståelse og solidaritet og en bæredygtig global udvikling, hvor jordens rigdomme bliver retfærdigt fordelt.
Vel mødt den 25. – 26. maj!
De bedste hilsner,
Helle Munk Ravnborg
Forkvinde