
Unge bliver overset under katastrofer
Når katastrofen rammer, bliver unge mennesker ofte engageret som arbejdskraft. Men de får ikke reel medbestemmelse og nødhjælpsindsatserne og deres egne behov bliver overset.
Det viser rapporten Shifting power to young people – how young people can lead and drive solutions in humanitarian action, som er lavet på baggrund af input fra knap 400 unge fra 54 lande verden over.
Rapporten tager udgangspunkt i Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde i Gaza og Jordan og i søsterorganisationers arbejde i Nepal, Sierra Leone, Kenya, Myanmar og Bangladesh.
"Unge har krav på at blive lyttet til i krisesituationer. Det er op til os nødhjælpsorganisationer at komme på højde med det dobbelte faktum, at verden oplever flere og mere langstrakte kriser, og at kloden i dag bebor den største generation af unge mennesker nogensinde. Unge er ganske enkelt en meget vigtig befolkningsgruppe," siger Kirsten Hjørnholm, som leder Mellemfolkeligt Samvirkes nødhjælpsarbejde.
Rapporten viser også, at særligt unge kvinder har særlige behov og bør få langt mere anerkendelse for deres indsats, når krisen rammer.
"At være ung kvinde i et katastrofeområde er ganske enkelt en af de farligste situationer, man kan befinde sig i, fordi unge kvinder ofte udsættes for kønsbaseret vold og står alene med ansvaret for børn og andre kriseramte familiemedlemmer," siger Kirsten Hjørnholm.
Både unge kvinder og mænd oplever, at deres livsbane smadres, hvis de mister familie, ejendele eller adgangen til skole og anden uddannelse. Fordi de er unge, har de oftest ikke adgang til støtte fra beslutningstagere, men erfaringer fra både Nepal og Kenya viser, at unge, på grund af deres brug af sociale medier, faktisk har rige muligheder for at få beslutningstagere i tale og på den måde forbedre deres egen og deres samfunds situation.