RETFÆRDIG CO2-SKAT: DE STØRSTE KLIMASYNDERE SKAL BETALE.

Lige nu skal politikerne finde ud af, hvordan vi laver en CO2-skat. Det er derfor nu, vi skal lægge pres på politikerne for at skabe en socialt retfærdig CO2-skat – nationalt og internationalt. Står vi ikke sammen og stiller krav til CO2-skatten, risikerer vi, at regningen for klimaforandringerne sendes videre til de fattigste. Både i Danmark og globalt.

Mellemfolkeligt Samvirke har som en del af føderationen ActionAid arbejdet med klimaforandringerne i årevis. Mange af de mennesker, vi arbejder sammen med, er voldsomt påvirkede af klimakrisen. Mennesker sulter. Bønder kan ikke længere dyrke deres jord. Oversvømmelser ødelægger hjem og slår mennesker ihjel. Klimakrisen er her. Nu er det et spørgsmål om at begrænse den. En CO2-skat er en god idé, men ikke hvis de mennesker, der rammes hårdest af klimaforandringerne, også skal betale regningen. Den skal sendes til forurenerne og dè, der har bedst råd, fordi de har tjent formuer på at forurene.

CO2-skatten skal både være retfærdig i et globalt og et nationalt perspektiv. At rige og fattige i Danmark skal betale samme pris for udledningen af drivhusgasser, er ikke fair. Det skyldes, at SOSU-assistenten proportionelt bliver ramt hårdere af en CO2-afgift, end direktøren gør. Hvis familier med lave indkomster rammes hårdt økonomisk af en CO2-skat, kan det fx forhindre mennesker i at kunne køre på arbejde, hvor offentlig transport ikke er mulig. Det er vigtigt, at CO2-skatten ikke får negative sociale konsekvenser. Derfor forslår Mellemfolkeligt Samvirke en grøn check til de, der tjener mindst, som kompensation for CO2-skatten. På den måde vil der være økonomiske gevinster at hente ved at gøre sit forbrug mere klimavenligt for alle, men uden negative sociale konsekvenser. 

Underskriftindsamlinger er en måde at give mennesker en stemme på. Sammen står vi stærkere, når vi skal overbevise politikerne. Vi nøjes selvfølgelig ikke med en underskriftindsamling. Det er blot et redskab i vores værktøjskasse sammen med aktioner, møder med politikere og meget andet.

En CO2-skat er en beskatning på udledningen af drivhusgasser. Det betyder, at virksomheder og forbrugere vil skulle betale en afgift for mængden af udledte drivhusgasser, de forbruger.  

CO2-skatten har til formål at adfærdsregulere både virksomheder og forbrugere, så vi udleder mindre CO2. Privatpersoner skal fx opmuntres til at tage toget frem for flyet, fordi det er billigere, da det udleder færre drivhusgasser. Virksomhederne vil se fordele i at gennemføre en grøn omstilling af deres virksomhed og produktion hurtigt for at mindske afgiften på deres varer.

Klimarådet anbefaler, at man med en CO2-skat konsekvent følger princippet om, at forureneren betaler. Det betyder, at man betaler en afgift for den CO2, man udleder. Jo mere co2 man forbruger, des højere afgift skal man betale.

Med en CO2-skat kan man ændre adfærd hos både virksomheder og forbrugere.

For at have en chance for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader og dermed undgå en klimakatastrofe, der vil lede til sult, død og umulige levevilkår for millioner, skal vi ændre adfærd. En CO2-skat er ét af midlerne til at begrænse vores udledning af CO2. En CO2-skat vil skabe en stigning i prisen på fossile brændsler og varer, som har en høj udledning af drivhusgasser. 

Når afgiften pålægges producenten vil det medføre en stigning i købsprisen, som forbrugeren påvirkes af. En stigning i priser vil medføre at forbrugere og virksomheder vil vælge andre og billigere alternativer og derfor ændre deres adfærd til at være mere klimavenlig.  

Politikerne diskuterer nu, hvordan en CO2-skat skal udformes. For Mellemfolkeligt Samvirke er det centralt, at vi sender regningen for CO2-udledningen til dem, der har skabt klimaforandringerne. Det er hverken bonden i Mozambique eller den studerende fra Aalborg, der har stået for størstedelen af CO2-udledningen. Det er heller ikke små ændringer i deres forbrug, der vil sikre den grønne omstilling, der er nødvendig. Faktisk står den fattigste halvdel af jordens befolkning kun for 7 % af den samlede globale CO2-udledning.

I stedet må regningen sendes til de, der forurener mest. Hvis vi kigger på CO2-udledningen fra privatpersoner, står verdens rigeste 10 % for hele 52 % af den globale udledning af drivhusgasser. Om kun 13 år vil de de 10 % rigeste have opbrugt hele det globale CO2-budget. Og det selv hvis resten af verdens befolkning stoppede deres udledning i morgen. Ser vi på virksomheder frem for privatpersoner, er kun 100 virksomheder er ansvarlige for 71 % af udledningen af drivhusgasser siden 1988.

At almindelige mennesker skal betale regningen for disse 100 virksomheder, eller for de 10 % rigeste mennesker, er ikke rimeligt. De, der forurener mest, må betale mest. Det er her, en ændring i adfærd vil give de mest effektive resultater. Det er samtidig de store selskaber og de allerrigeste mennesker, der har bedst råd til at betale for den grønne omstilling.

Derfor er det også vigtigt, at vi sammen med CO2-skatten i Danmark, laver en større grøn check for at kompensere de mennesker, der har mindst i vores samfund. På den måde bliver de ikke ramt skævt af den nye CO2-skat.

På samme måde skal vi hjælpe verdens fattigste med den grønne omstilling. Som kontinent har Afrika stået for 3 % af den historiske udledning af drivhusgasser. Pålægger EU en CO2-told til verdens fattigste lande for at undgå konkurrence fra disse, så bør det følges op med hjælp til den grønne omstilling, så landene har en fair chance for at minimere deres CO2-udledning og dermed undgå en sådan CO2-told. Det kan gøres ved, at indtægten fra tolden tilbageføres til landene som øremærket klimabistand. Her burde de, der forurener mest, også være dem, der betaler mest.

Kilder: 

Confronting Carbon Inequality

The Carbon Majors Database

CO2 and Greenhouse Gas Emissions

Om 13 år har verdens 10 procent rigeste opbrugt klodens CO2-budget

Verdens fattigste lande skal kompenseres, hvis en CO2-skat rammer dem. Det kan fx ske, hvis EU efter indførslen af en CO2-skat opretter en CO2-told på varer uden for EU for at undgå konkurrenceforvridning fra lande uden CO2-skat. De afrikanske lande står kun for 3 % af de historiske udledninger af drivhusgasser, men de er blandt dem, der rammes hårdest af klimakrisen. De skal støttes økonomisk til at gennemføre en grøn omstilling og kompenseres, hvis de rammes af en CO2-told som følge af CO2-beskatning. 

At lavtlønnede mennesker også benytter sig af varer med høj CO2-udledning, betyder ikke, at det er uretfærdigt, at de modtager en grøn check. Det skyldes, at mennesker med en forholdsvis lav indkomst ikke i samme omfang har mulighed for at ændre deres vaner til mere CO2-neutrale alternativer. Tag for eksempel mennesker, der bor på landet og er afhængige af en bil for at komme på arbejde, fordi der ikke findes ordentlig offentlig transport. Samtidig har de ikke råd til at købe en elbil og på den måde sænke omkostningerne ved deres CO2-udledning. At tilbyde en grøn check vil mindske forskellen i muligheder for at vælge mere klimavenlige løsninger på tværs af sociale lag. 

Problematikken med en afgift består i, at den er regressiv, og derfor rammer både privatpersoner og virksomheder på samme vilkår. Den tager altså ikke højde for forskellen i indkomster og formuer. Relativt betaler de, der forurener mest, derfor ikke mest. Det er problematisk, da det netop er de rigeste i verden, der vil have råd til at finansiere den grønne omstilling, verden har brug for, for at slippe ud af klimakrisen. De har tjent deres formuer på det system, der har skabt klimakrisen. Derfor mener Mellemfolkeligt Samvirke, at man med en skattereform må sørge for, at de store formuer og største indkomster, særligt de arbejdsfri indkomster fra aktier, boliger og kapitalgevinster, skal betale en større del af regningen for den grønne omstilling. 

Det bedste vil være at få en ens høj CO2-skat i hele verden, startende med Europa. Der kommer formentlig en CO2-skat i EU inden 2030, fordi det er et helt nødvendigt instrument for at bremse klimakrisen. Danmark skal gå foran og vise, at vi kan indfri målet om at reducere CO2-udledningen med 70% i 2030. Det kræver en skat på CO2. Sverige har en meget højere CO2-skat end Danmark, men har alligevel mere masseproduktion. Vores forslag er en indfasning af en høj CO2-skat over en årrække, så virksomhederne kan omstille sig til en mindre forurenende produktion. For at begrænse udflytning af arbejdspladser og unfair konkurrence fra andre lande med en lavere CO2-skat, så kan Danmark og EU lægge en CO2-skat på varer, der kommer ind i Danmark og EU. Men det vil formentlig på kort sigt koste nogle arbejdspladser og produktion, der flytter til udlandet. Vi kan ikke lave den grønne omstilling, uden at det har en pris. At ignorere klimakrisen vil også have en pris – og den vil være langt højere. 

I Mellemfolkeligt Samvirke mener vi, at atomkraft ikke er en holdbar løsning på den klimakrise, vi står i. Den holdning deler vi med en lang række politiske aktører og klima- og miljøorganisationer - både nationalt og internationalt.

Det lyder af og til i klimadebatten, at atomkraft er en hurtig og nem løsning på klimakrisen. Det er ikke tilfældet. Erfaringen viser, at nye atomkraftværker typisk tager 10-20 år at opføre. Dertil kommer en anlægspris, der ofte bliver flere gange større end først antaget. Når vi ser på, hvor hurtigt vi skal handle og have en 70 % CO2-reduktion inden 2030, er den lange anlægstid i sig selv en grund til at kaste blikket på andre løsninger. Men der er endnu mere tungtvejende og alvorlige grunde.

Et andet argument for at afholde sig fra at benytte atomkraft er, at metoden ganske simpelt er usikker og farlig. Også efter et halvt århundredes forskning. Sandsynligheden for alvorlige atomulykker er lille, men konsekvenserne af en ulykke eller flere kan derimod blive helt katastrofale. Der er risici og problemer forbundet med alle led i driften af atomkraftværker. Minedrift giver radioaktiv forurening, der kan ske ulykker under reaktordriften og så er højt beriget uran og plutonium en ganske eftertragtet vare, når det kommer til atomvåben og terrorisme.

Der er også slutdeponeringen af højradioaktivt affald. Her findes stadig ingen gode eller langtidsholdbare løsninger. Plutonium har en halveringstid på 24.000 år og er derfor farligt for alt levende i næsten 250.000 år. Det er uacceptabelt og uansvarligt at efterlade fremtidens mange generationer et så stort problem. Vi kan ikke stole på, at nogen pludselig kommer op med en løsning på dette problem.

En ganske tungtvejende og samtidig lavpraktisk grund til at droppe tanken om atomkraft som redningskrans i klimakrisen er, at det er en politisk dødssejler. Allerede i 1985 sagde Danmark nej til atomkraft. Derudover besluttede et enigt folketing i 2019, at Danmark skal skære kraftigt i støtten til EU’s EURATOM-program og dermed støtten til nye atomkraftværker. Der er intet, der tyder på, at den generelle holdning uden for og på Christiansborg vil ændre sig.

Sidst og ikke mindst har vi gode alternativer i den vedvarende energi. De grønne alternativer er billigere, bliver mere og mere effektive, har politisk opbakning og rummer ikke katastrofale risici. Derfor skal vi sætte fart på den grønne omstilling på en måde, som både er hurtigere, billigere og mere sikker.

Atomkraft er for dyrt, langsomt og fyldt med risici. Det er uansvarligt for fremtidige generationer, og den politiske opbakning er der ikke. Grøn energi er et langt mere holdbart alternativ på alle fronter.

Kilde: 

• Atomkraft er farlig, dyr og langsom – og ikke løsningen på klimakrisen, Greenpeace