
Foto: Giorgos Moutafis
BAMSER VENTER PÅ BØRN FRA FLYGTNINGELEJREN I MORIA
Bamser giver tryghed og trøst. Det fortjener alle børn.
Men i flygtningelejren Moria i Grækenland lever børn en utryg og trøstesløs tilværelse. Den oprindelige Moria-lejr brændte ned til grunden efter en voldsom brand, og i den nye, lynopførte lejr er der mangel på ALT. Vand. Mad. Læger. Sikkerhed. Tryghed. Trøst.
Derfor har vi indsamlet 500 bamser, der er klar til at give tryghed og trøst til 500 børn fra den nye, håbløse Moria-lejr. Børnene skal til Danmark til en fair og sikker sagsbehandling.
Vis opbakning ved at sætte DIN bamse på Danmarkskortet. Det gør du ved at udfylde formularen lige under kortet.
Så viser du, at der er hjerterum i din kommune. Du bliver samtidig medunderskriver på et brev, hvor vi sammen opfordrer dit lokale byråd til at finde plads og give tryghed til børnene fra Moria.
Vores politiske krav:
- Børnene ud af Moria. Vi må IKKE acceptere, at børn lever under umenneskelige forhold!
- EU-landene bør tage et fælles ansvar og solidarisk fordele de mest udsatte fra de overfyldte græske lejre imellem sig. Lande som fx Finland, Frankrig og Portugal har erklæret, at de er klar til at tage imod flere flygtninge fra Grækenland.
- Danmark bør tilbyde at tage imod 500 børn med deres familier til sagsbehandling og indkvartering under ordentlige og børnevenlige forhold i det danske asylsystem.
Hvad er Moria-lejren?
Moria-lejren er en flygtningelejr på den græske ø Lesbos, der målt på indbyggertal er den næststørste by på Lesbos. Den græske ø ligger blot 25 kilometer fra den tyrkiske kyst, hvilket gør, at Lesbos er en naturlig vej ind i Europa for mange flygtninge.
Da flygtningenes asylsager skal behandles i det første EU-land, de ankommer til, er øen, og især Moria-lejren, blevet en flaskehals. Her kan flygtninge vente i månedsvis - hvis ikke længere - på at få deres asylsager behandlet, mens de lever under kummerlige forhold.
Flygtningelejren blev i september ramt af en voldsom brand, hvor det meste af lejren nedbrændte. De græske myndigheder har i al hast opført en ny lejr i Kara Tepe tæt på, men den beskrives som værre end den oprindelige lejr. Teltene er uden isolering. De er opført uden gulve, og lejren ligger lige ved havet udsat for hård vind og vejr. Det er problematisk, når vinteren snart rammer Lesbos.
Det er svært at fastslå det præcise antal mennesker i den nye lejr. Vores seneste informationer peger i retning af omkring 7.500 mennesker, herunder er 2.500-3.000 børn. Det seneste officielle tal er fra juni, hvor der ifølge den græske regering boede 20.000 mennesker i den oprindelige og nu nedbrændte lejr.
De mange mennesker i den nye lejr lever en usikker tilværelse. Der er mangel på mad, vand og ordentlige sanitære forhold. Sygdomme spreder sig konstant i lejren - fx corona, diarré, opkast, hud- og luftvejssygdomme.
Der er eksempler på, at børn er døde af tørst i lejren, og historier om børn, der skærer i sig selv og fortæller, at de ønsker at dø.
Mange af de børn, der bor i Moria-lejren er i forvejen traumatiserede fra de krige og katastrofer, de er flygtet fra. De lever i et sort hul i flygtningelejren, hvor de ofte må vente i månedsvis på at få behandlet deres asylsag, fordi Grækenland i forvejen er under så massivt pres. Der er ingen tilbud om undervisning til børnene i den nye lejr, som der ellers var i den oprindelige.
Kilde:
Hvorfor taler I kun om børn?
Der bor flere tusinde børn i lejren, der hver dag står op til en usikker tilværelse. Børn under 18 år udgør hele 33-40 % af de 7.500 mennesker i den nye Moria-lejr, ifølge vores seneste informationer. Det seneste officielle tal fra juni lød på, at 42 % procent af beboerne i den oprindelige Moria-lejr var børn under 18.
Flere af børnene er uledsagede mindreårige. Det vil sige børn, der er flygtet til Europa uden deres forældre. Det er nogen af de mest sårbare mennesker, og de har brug for al den hjælp, de kan få. Vi mener derfor, at vi bør sætte alt ind for at hjælpe de børn og deres familier, der sidder fast i Moria-lejren. Danmark bør både hjælpe uledsagede børn OG børnefamilier.
Kilde:
- https://www.theguardian.com/global-development/2020/oct/07/moria-20-refugees-who-escaped-fire-now-living-in-worse-conditions
- Dokumentarist Michael Graversen
Hvorfor taler I kun om Moria-lejren?
Moria-lejren er en af de største og mest berygtede flygtningelejre indenfor Europas grænser.
Vi er klar over, at situationen også er alvorlig på flere andre græske øer. Og vi anerkender selvfølgelig, at der findes andre, tilsvarende lejre, hvor børn på flugt lever under forhold, der ligner dem, vi har beskrevet i Moria-lejren.
Når vi opfordrer Udlændinge- og Integrationsministeren til at tage imod 500 børn til en fair og sikker asylbehandling, så mener vi, at børnene skal hentes fra Moria-lejren samt de omkringliggende lejre. Det har andre europæiske lande såsom Tyskland og Luxembourg allerede gjort.
Hvorfor fokuserer I så meget på danske byer i jeres kampagne?
Eftersom børnene vil komme til at have deres daglige liv i lokalmiljøerne, såfremt de får asyl, mener vi, at den lokale vilje bør tages i betragtning i regeringens flygtningepolitik.
Vi har allerede set, at den københavnske borgerrepræsentation vil tage imod flygtningebørn. Derfor opfordrer vi byråd og borgmestre i Danmark til at tage stilling og lægge pres på udenrigs- og integrationsministeren. Hvis danske byer tilsammen vil tage imod 500 flygtningebørn - uledsagede som ledsagede - er det et udtryk for, at der er den fornødne vilje og kapacitet i Danmark - og det bør regeringens nuværende flygtningepolitik afspejle.
Hvordan mener I, at man skal håndtere flygtninge fra Moria-lejren under coronakrisen?
Hvis Danmark vælger at evakuere børn og familier fra Moria-lejren, skal myndighederne selvfølgelig følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger og sætte børn og voksne i karantæne ved mistanke om corona.
Hvorfor bruger I bamser i kampagnen?
Bamser er et symbol på den tryghed og stabilitet, vi i Danmark kan være med til at give børn fra flygtningelejrene.
Hvad mener I, at Danmark og EU skal gøre?
Vi mener, at Danmark både kan og bør tage ansvar for minimum 500 flygtningebørn - både uledsagede og medfølgende familier. Det betyder konkret, at vi bør tage imod dem i Danmark med ordentlige faciliteter og en fair og effektiv behandling af deres asylsager. I Danmark er der vilje til at huse flygtninge i flere byer. Den vilje ønsker vi også, at regeringen udviser.
Europæiske nationer (heriblandt Tyskland, Luxembourg og Schweiz) har allerede taget imod børn fra de græske lejre. Andre lande melder sig positivt på banen - heriblandt Portugal og Norge. Flere europæiske byer er også begyndt at presse på for at deres samfund - lokalt og nationalt - udviser et europæisk, solidarisk ansvar. Derudover har Danmark det laveste antal asylansøgere i 11 år, antallet af hjemrejser blandt de afviste stiger og vi har endnu ikke genoptaget kvoteflygtningeordningen på et tilfredsstillende niveau. Derfor mener vi, at Danmark bør tage ansvar nu.
Når det kommer til EU, er der flere værktøjer, der skal i spil:
- EU skal arbejde langsigtet for en ændring af asylsystemet.
- Akut støtte til Grækenland i form af nødhjælp, sagsbehandlere, kystvagter til at beskytte både flygtninge og grækere og fordeling af flygtninge mellem EU-landene.
- Langsigtet bør EU arbejde mod en ændring af det nuværende asylsystem. Vi har brug for et langt mere ambitiøst og robust asylsystem, der sikrer en retfærdig fordeling af flygtninge, der har fået tildelt asyl i EU, mellem alle EU-lande. Det er usolidarisk, at lande som Grækenland er under så massivt pres, alene på grund af deres geografiske placering.
På længere sigt mener vi også, at Danmark bør:
- Tage imod minimum 2000 kvoteflygtninge om året.
- Bidrage med øget udviklingsbistand for at afhjælpe årsagerne til, at så mange mennesker er på flugt.
Risikerer vi ikke bare at drukne, hvis vi tager imod flygtninge fra Grækenland?
Nej, det mener vi ikke. Vi mener, at Danmark skal tage imod flere flygtninge, hvis vi kan. Danmark har en moralsk forpligtelse til at overholde internationale konventioner, herunder Flygtningekonventionen. Vi mener også, at vi har både plads og ressourcer til at hjælpe flere flygtninge. I 2019 modtog Danmark kun 2716 asylansøgere, hvoraf 1731 mennesker fik tildelt flygtningestatus. Antallet af asylansøgere i Danmark er i juni 2020 det laveste i 11 år.
Derudover er Danmark med i FN’s kvoteflygtningeprogram, hvor vi tidligere har taget imod nogle af verdens svageste og mest udsatte flygtninge. I 2016 standsede den forrige regering dog modtagelsen af kvoteflygtninge midlertidigt. Derfor har Danmark i mellemtiden ikke levet nok op til det internationale ansvar. Sammenholdt med den moralske forpligtelse og det lave antal asylansøgere, er det oplagt, at den danske regering begynder at tage imod flere flygtninge - heriblandt børn fra Moria.
Kilde:
Kan Grækenland ikke bare arbejde mere effektivt?
Situationen i Grækenland er særligt presset på grund af to forhold: Flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet og EU’s asylpolitik.
Som reaktion på det store antal flygtninge, der ankom til EU i 2015 og 2016, indgik EU og Tyrkiet i marts 2016 en politisk aftale, som gjorde det muligt at sende såkaldte ‘irregulære migranter’ (herunder flygtninge), der rejser ind i EU gennem Tyrkiet, tilbage igen. Det vil sige, at mennesker, der rejser ulovligt ind i EU, kan risikere at blive sendt tilbage til Tyrkiet igen.
Aftalen har dog ikke haft nogen synderlig effekt, eftersom det kun er 2054 mennesker, der er blevet tilbagesendt fra Grækenland til Tyrkiet i perioden marts 2016 – januar 2020. Det er en forsvindende lille del af de mange, der er kommet til Grækenland i den samme periode.
Aftalen mellem EU og Tyrkiet er derfor en medvirkende årsag til situationen i Grækenland. Aftalen har skabt en flaskehals i Grækenland, hvor tusindvis af mennesker sidder fast i kummerlige flygtningelejre som Moria-lejren uden at vide, hvad deres fremtid bringer.
Aftalen har også mødt hård kritik fra flere internationale NGO’er, der kritiserer aftalen for at gøre det endnu sværere for sårbare mennesker på flugt at søge beskyttelse i Europa.
Derudover er situationen i øjeblikket yderligere presset, fordi Tyrkiet i slutningen af februar 2020 besluttede at åbne grænserne mod Grækenland.
Når vi taler om EU’s asylpolitik er Grækenland i forvejen et af de EU-lande, der tager imod flest flygtninge og asylansøgere. Når man som asylansøger kommer til Europa, må man nemlig kun søge asyl i det første EU-land, man bliver registreret i. Det betyder, at de lande, der ligger ved Europas ydre grænser er under massivt pres. Det gælder bl.a. Grækenland – men også Italien og Spanien – som ofte er det første EU-land, asylansøgere ankommer til og registreres i.
Grækenland er allerede i gang med at sagsbehandle 75.000 ansøgninger om asyl, og nye kommer til hver dag. Til sammenligning modtog Danmark 2.700 ansøgninger om asyl i 2019. Det var det laveste i 11 år.
Kilder:
Er det ikke nok, at vi hjælper i nærområderne?
En stor del af de såkaldte nærområder - lande, der grænser op til de lande, som de største grupper af flygtninge og asylansøgere kommer fra - er i forvejen under massivt pres. I alt er der 79,5 millioner mennesker i verden, der har status som flygtninge, internt fordrevne eller asylansøgere. 85% af dem befinder sig i udviklingslande, der ikke nødvendigvis har de ressourcer, det kræver at varetage det massive pres. På verdensplan er det lande som Tyrkiet, Pakistan, Uganda og Colombia, der tager imod flest flygtninge.
Et eksempel på, hvor presset nærområderne er, ser man tydeligt i Libanon – et land, hvis befolkningsstørrelse er sammenlignelig med Danmark. Libanon er det land i verden, der har det højeste antal flygtninge per indbygger. Libanon huser over 1 million flygtninge, og det faktiske antal mennesker på flugt, der opholder sig i Libanon, er formodentlig endnu højere.
Vi mener, at den politiske linje, Danmark i årevis har ført på flygtningeområdet, er usolidarisk over for landene i nærområderne. Det gælder også lande indenfor EU’s grænser, som er under særligt pres – herunder Grækenland. Danmark og resten af EU bør vise international solidaritet og støtte Grækenland ved selv at tage imod flygtninge fra flygtningelejrene.
Kilde: